Teksten som denne kronik skal være grundlag for er skrevet af Natalie Yhaya Rosendahl, hun var studerende ved Roskilde Universitetscenter. Hun har skrevet indlægget til Politiken den 27. september 2014. Indlægget handler om at der ikke er plads til de som gerne vil brokke sig i debatten i det offentlige rum. Hun skriver også at hun ikke taler af personlig erfaring når hun skriver om at brokke sig, da hun er glad for sit studie på Roskilde Universitetscenter og hun er også rigtig glad for sin københavnerlejlighed med samtalekøkken. Natalie Yhaya Rosendahl har også et udfordrende studiejob. Hun skriver at hun på ingen måde lider af stress og er tilfreds med livet Der står også at hun sagtens kan købe ordentlige fødevarer som f.eks. øko-skyr og fairtrade-kaffe også selvom hun er på SU. Natalie Yhaya Rosendahl kan ikke helt lade være med at melde sig til klagekoret en lille smule, når hun siger: ”påpeger at der er en sørgelig tendens, når man brokker sig bliver man mødt med ’hold kæft ’- mentaliteten i kommentarfeltet”.
Ifølge Natalie Yhaya Rosendahl er der ikke plads til dem der klager i debat kulturen i det offentlige, det understreger hun ved at skrive, ”Begiver man sig ud i debatspalterne med en såkaldt klagesang, risikerer man alt for ofte at blive mødt med et hav af virale slagord a la ’offermentalitet eller den klassiske: hold kæft og tag dig sammen”. Det hun gerne vil frem til er, at der skal være plads til alle når der er gang en debat i det offentlige rum. Hun synes det er er en skam, for hvis der ikke er nogen der brokker sig vil den konstruktive debat dø, fordi der bliver ”automatsvaret” ”at man for helvede bare burde tage sig lidt mere sammen”. Dette budskab Natalie Yhaya Rosendahl ønsker at sende i dette debatindlæg er at det er vigtigt at kunne debattere alle vores problemer som der er i et så godt et vældfærdssamfund som det vi har her i Danmark, lige meget hvor store eller små problemerne er. Et af de små problemer Natalie Yhaya Rosendahl synes der både er træls og komisk på samtid er når folk hidser sig op over at en jubilæumsvase fra Kähler blev snuppet lige foran næsen af dem på Imercos webshop, hun synes det er sjovt fordi det er et af de problemer hvor man gerne må klage så meget man vil. Men når det kommer til nogle samfundsmæssige problemer er det så nødvendigt og nævne at det ville være værre, hvis man var barn i Gaza? Med det mener Natalie Yhaya Rosendahl at Danmark som ”velfærdssamfund er levestandarden så god, at kun få lande kan sammenligne sig med os”. I dette debatindlæg bruger Natalie Yhaya Rosendahl appelformen etos når hun ikke taler om personlig erfaringer ved at klage. Natalie Yhaya Rosendahl forsøger at fortælle os at hun formidler på andres vegne og derfor bliver hun mere troværdig. Ved brugen af etos hjælper det hende med at styrke hendes argumenter. Hun bruger også etos til at fremstille sig selv som et intelligent og sympatisk menneske, som ikke kun bidrager med et af disse såkaldte ’brokkeindlæg’ men som en der har en evne som er at kigge med et objektivt syn på samfundsproblemerne, som der er her i vores såkaldte ’så gode velfærdssamfund’. Et af de ting som præger sproget i indlægget er at der bliver brugt meget talesprog og det gør det mere friskt og ungdommeligt. Det som gør sproget ungdommeligt er brugen af mere moderne ord som f.eks. ’øko-skyr’, ’fairtrade-kaffe’ og ’first world problems’. Brugen af disse moderne ord, gør at hun på en nemmer kan komme og holde fast i de læsere som læser hendes indlæg i Politiken. Natalie Yhaya Rosendahl bruger også humor for at holde fast i sine læsere og et eksempel på brugen af humor,”jeg har råd til både øko-skyr og fairtrade-kaffe”. Hun stiller en del spørgsmål og det kan være en god idé, fordi det får læseren til at tænke sig om og samtidig holder det også på læseren. Hun bruger også nogle gode danske udtryk og det gør også at indlægget bliver lidt mere ungt og moderne.
Det er gratis at oprette en konto