En hel fredsommelig solskinsdag, med duften af forår hængende over sig. Sa? jeg dette kærlige kærestepar sidde, og kigge hinanden dybt i øjne over det sorte antikke cafe? bord. Det virkede så perfekt, den måde deres hænder rørte hinanden, og ja, bare den måde de kiggede hinanden dybt og ærligt ind i hinandens øjne. Alt den harmoni. Lige til det øjeblik hendes telefon ringede. Hun slippede straks hans hånd og famlede ned i den brune ruskindstaske og fiskede den op. Der går kun et sekund før hun havde gjort tegn til ham om at det var et vigtigt telefonopkald, så hun rejste sig snildt og gik lidt væk derfra over til nogle røde roser ikke så langt derfra. Det var tydeligt at se skuffelsen i drengens ansigt mens han så mod hendes leende ansigt. Det var som om han prøvede at tyde hvad hun stod og snakkede om, men gav op og gik i stedet ind og betalte for deres kaffe. Hun ænsede ham ikke og fortsatte bare sin samtale.
Lige siden denne episode har jeg haft virkelig ondt af manden. Den måde hun vælger telefonen over ham.
Jeg kommer tit til at spørge mig selv om vi nu om dage blevet for dårlige til at lægge telefonen fra os, og være til stede i nuet?
Det er gratis at oprette en konto