Jeg tænker tit på selve ordet ”racisme”, og når jeg gør det, kommer jeg lynhurtigt i tanke om dengang i 4 klasse, hvor hverken jeg eller mine klassekammerater, endnu havde mærket til racisme. Ja, faktisk tror jeg ikke engang vi vidste hvad det var. Jeg selv og hele min klasse var hvide, bortset fra en dreng. Han var ikke udstødt pga. sin hudfarve. Tvært imod havde han mange venner. Jeg så ham ikke som ”den sorte dreng” og det ved jeg de andre fra klassen heller ikke gjorde. Vi var en klasse med sammenhold. Men en dag får vi så en ny klasselærer. Det første han lægger mærke til da han træder ind i klassen er min sorte klassekammerat. Han skærer en grimasse af ham. Da vi skal lave navneleg, siger vores nye lærer, rettet imod min sorte klassekammerat, ”nå, du bliver vist ikke renset derhjemme”. Ingen af os vidste rigtig hvad han mente. Vi synes ikke vores ven var spor beskidt. Nu når jeg er blevet ældre ved jeg selvfølgelig godt hvad han mente og når jeg en gang imellem tænker over episoden sætter det en del tanker i gang. Hvordan kommer racisme til udtryk hos børn og hvordan vil den nuværende generation kunne bane vejen for ligestilling i femtiden?
Det er gratis at oprette en konto