Efter jeg havde læst artiklen ”Skal min datter bare sige pyt til racisme?” er det gået op for mig, hvor meget man som dansker med en anden etnisk baggrund går igennem på en daglig basis. Artiklen omhandler en mor der fortæller, at hendes datter bliver udsat for racisme hver dag, datteren får at vide, at hun bare skal trykke på pytknappen, men skal hun virkelig bare ignorere den gentagende racisme, som hun oplever?
Min holdning
Moren syntes, at skolen er problemet, at det er dem, der skal gøre noget ved den racisme, som hendes datter oplever. Jeg kan bare ikke se, hvordan skolen kan gøre stor forskel, før det generelle sprog ændrer sig. Langt de fleste har hørt, set eller oplevet racisme på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er blevet normaliseret, at man `joker´ og kalder sine venner med anden etnisk herkomst for racistiske og nedgørende ord. Et eksempel kunne være 18-årige Vanessa Suzanne fra Aalborg, som blev nedgjort af en mand: ”Han havde en sten i hånden og sagde, at jeg ikke burde være på de her kanter.” Vanessa følte sig utryg og begyndte at løbe: ”Jeg slog ind på den lille grusvej, som var omringet af træer. Så hørte jeg én gå i gruset bag mig. Det var manden, der var fulgt efter. Han havde stadig stenen i hånden, og jeg blev bange og begyndte at løbe.” Vanessa er bare en af mange, der har oplevet den hverdagsracisme, der er i Danmark. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man skal være bange for at gå udenfor, fordi man er mørk i huden, eller at man ikke kan tage i skole uden at blive nedgjort.
Det er gratis at oprette en konto