Livets kredsløb kan være smukt, hårdt og skræmmende. Fra barneøjne ses verdenen på med optimisme, håb og drømme. Fra unge og ældre ses verdenen som et hårdt arbejdende miljø, hvor man skal yde for at kunne nyde. Som gammel begynder livets ende at trænge sig på hvor man kan flygte slutningen og frygte forglemmelsen. Det er dog mennesket natur at dø, det er livets kredsløb, et kredsløb som kærer i takt med naturens kredsløb. Et godt symbol for livets- og naturens kredsløb kan være solens gang på himlen, starter med solopgang og optimisme, men slutter med solnedgang og frygt for natten. Dette tema er hvad digtene “Arlanda-Kastrup 1. Maj 2011” og “Solnedgang” omhandler og fremhæver hver lys at se livet i.
Digtet “Arlanda – Kastrup 1. Maj 2011”, skrevet af Rasmus Nikolajsen i 2016, omhandler et jeg, som under en flyvetur fra Stockholm til København, forandrer sig ved synet af solnedgangen over de svenske søer. Under flyveturen befinder jeget sig i en form for drømmetilstand som er fyldt med en række spørgsmål om hvilken verden jeget vil lande i. Imod slutningen af digtet sætter jeget tvivl til eksistensen og forlader drømmeverden da flyet lander.
Denne tvivl og usikkerhed jeget føler kan spejle sig i digtets indre komposition. Digtet består af fire strofer, med otte verselinjer, af otte stavelser pr. strofe, hvilket viser en ellers ret fast og kontinuert ydre komposition som er en komplet kontrast til den indre komposition. Den indre komposition er uden struktur i verselinjerne og et konstant brug af enjambementer. Enjambementer eller versbinding, er overgangen af meningen fra en verselinje til den næste, således at de to verselinjer syntaktisk hænger sammen, dette kan F.eks. ses i strofe 2 samt overgangen til strofe 3. Strofe 2: “en pengeseddel, og ridser”(ll. 14),“sig ind i skyerne som blev”(ll. 15), “der hældt tranebærjuice”(ll. 16), strofe 3: “i. Ej, så smukt – det er som at”(ll.17).
Det er gratis at oprette en konto