I Klaus Rifbjergs digtsamling ”Under vejr med mig selv” som er en selvbiografi fra 1956, som fortæller om nogle af de ting, han minder mest igennem sit liv. Gode som dårlige ting. Nogle af minderne der har været med til at skabe ham og som har været med til at gøre ham til den person han er i dag.
Hvis vi tager et kig på et af hans digte fra digtsamlingen ”Under vejr med mig selv”, nemlig digtet ”Bedsteforældre” hvor det er fire strofer og henholdsvis seks, syv og fem vers langt. Digtet er uregelmæssigt og der er ingen systematik i opbygningen, man kan betegne genren som knækprosa.
Her bruges bland andet mange metaforer så som ”Saa skinner i på mig som julestjerner.” hvor han bruger altså metaforen. En metafor for Bedsteforældrene som kigger på ham med glæde og fryd i øjnene og nyder synet af deres lille nye barnebarn. Samt en association ”Jeg er en rullepølse på gulvet”. Her bruger han rullepølsen som en association til sig selv. Han er stadig bare en lille klump kød, som hverken kan gå eller kravle. Han har altså stadig heller ikke dannet sig en identitet.
Han burger stjerner som metafor to gange Han skriver i vers to: ”som tunge stjerner i mit firmament.” Her bruger han de tunge stjerner til at beskrive, hvor vigtige bedsteforældrene er for ham. Hvor vigtige bedsteforældrene er i hans firmament, i hans liv. Firmament kan betyde himmelhvælving, som igen kan symbolisere hans univers, hans himmel, og hans liv. I vers to slår Rifbjergs temaet an hvor han beskriver den tryghed han følte hos sine bedste forældre, som ses i teksten ”I lever i gyngestolens blide rytme.” Gyngestolens blide rytme symboliserer den ro og afslappethed man normalt forbinder med bedsteforældre og deres hjem.
Det er gratis at oprette en konto