Ord er det, der forbinder os. Det gælder både dig og dine nærmeste, men også på tværs af landegrænser, folkeslag og etnicitet. Men rent naturvidenskabeligt er ord noget, vi danner via stemmebåndet, og som opfanges gennem lydbølgerne, vi hver især udsender.
Ligesom negle, der kan presses mod en tavle og herefter trækkes i lange drag i en vertikal retning, så kan lydbølgerne have en lige så stor påvirkning på vores kropslige reaktion. Det kan række så vidt at sende myrekryb ud gennem hvert led og hudfold, hvis det virkelig nager os. Derfor er der med ord fastlagt en række regler samt struktur for, hvordan man bruger og sammensætter dem. Alligevel er det ikke altid ligetil, hvorfor vi også alle skal reservere en lang årrække for bare at ane forståelsen af ord og deres effekt. Vi dannes, og graden af vores dannelse bestemmes ud fra de ord, vi benytter. Men hvad skaber så egentlig irritationen overfor andres sprogbrug? Og kan vi tillade os at rette på hinanden, om det så end gælder dialekt, formuleringer eller helt åbenlyse stavefejl?
I et interview med Johan Olsen fra Berlingske d. 3. juli 2020 kommenterer han på flere ting, der piner ham i den grad, så han med tiden har udviklet en ”bullshitallergi” (l. 33) overfor visse sprogbrug. Han nævner mere specifikt, at ”Der bliver af og til hevet relativt sjældne ord frem, der skal få den, der benytter sig af dem, til at fremstå i et fordelagtigt lys” (l. 36-37). Det er med tiden blevet særdeles attraktivt at vende og dreje komplekse ord i sammenhænge, de egentlig ikke hører til. Jeg kan ikke forstå den tendens, siden det for mig at se ikke kan være mere tydeligt, at man på den facon ikke fremstår intelligent, men i stedet det komplet modsatte. Men når det er sagt, er jeg måske ikke bedre selv. Jeg skal gerne være den første til at erkende, der af og til slipper et kløgtigere ord ind, hvis det kan lykkes bare for at opnå en form for tilfredshed.
Det er gratis at oprette en konto