Jeg kan høre hvordan stenene knaser under mine sko da jeg går på grusfortovet. Kulden skærer mig i ansigtet og jeg kan mærke hvordan den får mine øjne til at løbe i vand. Tårerne triller ned ad mine kinder, og i det fjerne kan man høre hvordan alle de entusiastiske forældre skråler og hepper, imens deres børn løber rundt og sparker til en bold. Intet holder de små fodboldtossede børn tilbage. De er endnu ikke bundet af alderens lænker, eller prøvet svigten, dødens og hjertesorgens smerte. I stedet løber de bare rundt forpustede og med små røde ansigter.
Jeg fortsætter ned ad vejen, og bliver mødt af alle de gamle minder. Kulden er væk, men tårerne løber stadig i en lind strøm ned ad mine kinder. Jeg leder i min lomme og finder hurtigt lighteren, og bruger den til at tænde smøgen i min mundvig. Jeg suger grådigt på den, og kan mærke hvordan den dødelige røg får mig til at slappe af.
Jeg puster ud, og opdager længere nede af vejen et yngre jeg på vej imod mig. Han er næsten ikke til genkende. Han smiler og hans øjne stråler af lykke.
Ved siden af ham går en anden. De går hånd i hånd, og taler leende sammen. Jeg iagttager dem stille, imens de langsomt kommer nærmere, og tager så endnu et sug af den glødende smøg. Jeg puster ud. Cancerskyen dækker for drengen og pigen, og da den er lettet, er de væk.
Det er gratis at oprette en konto