Folk glor. Arene skræmmer dem. De kender ikke historien. Øjne der dømmer. Angst.
Det mandag.
Gregers står med bunken i hånden. Jeg får kvalme om tanken af mine karakterer, som om min depression ikke er nok. Jeg er ikke normal. Jeg stak min finger i vejret, og spurgte om jeg måtte gå på wc.
Jeg tvang fingerende op i halsen, til jeg næsten ikke kunne trække vejret. Det var blevet en del af min hverdag. En ting jeg gjorde. Noget jeg rent faktisk var god til. Opkastningerne var blevet hyppigere og hyppigere, så jeg kunne simpelthen ikke magte andet.
Andre ville nok se det som farligt eller dumt. Tro mig det tænkte jeg også, men det bliver beder med tiden.
Jeg tørt munden, og så mig i spejlet, løftede trøjen lidt, så mange kropsfejl. Det eneste jeg kunne se, var fejl. Fejl der ikke ville gå væk. 46kg. Det var stemplet fast inde i mit hoved. Et tal det definerer mig som person. Hvem jeg er. De forstår det ikke. Mange vil mene at der er noget galt med mig, og det har de også ret I, men det ikke de samme ting vi tænker på.
Min krop er det eneste jeg kan tænke på. Hver morgen, eftermiddag, aften, når jeg skal sove, det er uafbrudt. Jeg kan ikke huske sidst jeg er faldet i søvn, uden en plan om at jeg ikke må spise noget næste dag. Ben, lår, arme, mave er den eneste tanke jeg har. Når jeg træder op på vægten, og den har ramt et tal mindre, så ved jeg det vil gøre min dag god, og dem har jeg ikke så mange af. Jeg vil få følelsen af, at der er noget jeg gøre rigtigt.
Det er gratis at oprette en konto