I Albert Camus' roman Den fremmede skrevet 1942, bliver både filosofiske og absurdistiske livssyn inkorporeret gennem hovedpersonen Meursault. Dette er ikke første gang Albert Camus udgiver en bog hvor filosofi er et af de grundlæggende emner der takles og/eller bruges som skabelon for hvordan bogen skal skrives. Albert Camus’ essay Sisyfos-myten er et af de givende eksempler, hvor det er tydeligt at Camus’ eksistentialistisk filosofi brugt i hans forfatterskab.
I bogen Den Fremmede får vi introduceret hovedpersonen Meursault gennem en implicit førstepersonsfortæller. Bogen er delt i to dele. I første del af bogen får vi præsenteret Meursault, som menes at være baseret på forfatteren Albert Camus. I anden del begår hovedpersonen et uskyldigt mord på en araber og ender i rettet, hvor han bliver idømt en dødstraf. Mordet, som er bogens essentielle handling, er det der adskiller de to dele af historien. Historien fortælles i en kronologisk rækkefølge og er meget direkte, dvs. at der ikke er spor af metafor og til en vis grad også ingen billedsprog. Dette er ét af de mange kendetegn, som Albert Camus er kendt for i sine romaner, da Camus er glad for sort humor og pessimisme, som en mellemkrigstid roman. “Dengang mor boede hjemme, tilbragte hun tiden med tavst at følge mig med øjnene. De første dage pa? alderdomshjemmet græd hun meget. Men det var pa? grund af vanen. Efter nogle måneder ville hun have grædt, hvis hun havde skullet væk derfra. Igen pa? grund af vanen. Det var lidt derfor, at jeg i det sidste år næsten ikke tog derud mere. Og også fordi hele søndagen gik med det - for ikke at tale om den overvindelse, det krævede at ga? hen til bussen, købe billet og rejse i to timer”.
Det er gratis at oprette en konto