Destruktive pladegrænser, subduktionszoner og hotspots

Satellitter til observation af Jordens overflade kaldes jord-observationssatellitter. De kredser rundt om jorden med 25000km/t og i 700km højde.

Med dem kan man måle hvor meget oceanpladerne bevæger sig helt ned til cm.

Subduktionszoner

I subduktionszonerne, bliver en plade skubbet ned under en anden. Der kan komme jordskælv i op til 700km dybde. Derefter bliver jorden så varm at den smelter og der kan derfor ikke opstå jordskælv.

Zonerne findes i Stillehavet ved Sydamerikas vestkyst, hvor Andesbjergene skyder op samtidig med at en oceanplade presses ned under kontinentet.

De allerkraftigste jordskælv på jorden udløses netop i disse subduktionszoner. Figuren til højre viser hvordan oceanpladen presses ind under den tykke kontinentalplade.

Hotspots

Ud over jordskælvsaktiviteten langs pladegrænserne ser man undersøiske vulkaner eller hotspots. Hotspots er ikke direkte relateret til pladetektonik, men opstår, hvor varmt materiale stiger op dybt nede fra jordens kappe. En hotspot er som et kæmpe stearinlys i jordens indre, der næsten står stille, mens pladen glider hen over flammen.Hotspotten brænder huller i form af vulkaner på havbunden. Den kendteste hotspot er Hawaii. Vest og nordvest for Hawaii, er der en lang undersøisk bjergkæde. Denne bjergkæde er opstået, fordi Stille-havspladen gennem mange millioner år har bevæget sig mod vest hen over denne hotspot, der så med tiden har dannet en bjergkæde af udslukte vulkaner.