Den frie natur samt den frie luft. Dog er jeg underlagt et tempo, som ikke bliver styret af mig. Tømmerflåden er nemlig styret af åen og ikke mig. På samme tid tænker jeg over, hvordan jeg nærmest bliver styret af samfundets krav og forventninger. Jeg er underlagt nogle forventninger i dagligdagen. En dagligdag proppet med opgaver og lektier, som skal sikre mig en uddannelse eller arbejde. Hvorfor lever vi i en verden, hvor der er krav til, at man som menneske nærmest SKAL igennem uddannelsesvæsenet. Hvorfor skal ordblinde lære at skrive klummer eller reflekterende artikler, hvis ikke de vil og kan? Hvis man er god med hænderne, hvorfor skal man så have bestået diverse fag i folkeskolen, for at kunne søge ind som f eks. tømrer? Jeg mener, at samfundet stiller for høje krav til det enkelte individ. Vi er blot det lille mitokondrie i cellen, som er essentielt for cellens overlevelse, men cellen er blot en ud af flere billioner i bare én krop. Vi er selvstændige individer, men tilsammen et organ, som holder samfundet i gang. Vi yder og vi nyder. Nogle yder mere end de nyder og andre omvendt. Lad mennesket gå sin egen vej og dermed ikke være styret af forventninger fra alle andre end en selv. Lad ikke vores fremtidige job være forudbestemt af, om der mangler folk i f eks. Sundhedssektoren, men lad os selv bestemme, hvilket job vi vil have, så vi atter kan leve lykkeligt og yde, men dermed også nyde dagligdagen frem for altid at leve op til andres forventninger, og samfundets krav og mangler.
Det er gratis at oprette en konto