Forfatteren Søren Ulrik Thomsen har i sit digt brugt billedsprog, hvilket har betydning for ens forståelse af digtet. Metaforerne gør det til en svær tekst, fordi den i første omgang ikke lige er til at forstå. Man bliver derfor nød til at indstille ens forståelse til det dybere.
Når jeg læser digtet, sætter det gang i en masse forskellige tanker hos mig.
Mit liv er blevet for stort, og jeg er blevet for lille. For lille til at klare alle de ting, som er proppet ind i min hverdag.
Jeg føler tidspres og sommetider stres. Tiden er for knap, og tingene er som rummet, de fortsætter til det uendelige. Alting er for overvældende nogle gange, jeg kan ikke længere følge med. Alle de krav der dagligt bliver stillet om det perfekte, men jeg tror ikke på, at vi nogensinde opnår det perfekte.
Den største følelse i digtet er ensomheden, man mærker det med det samme man begynder at læse. Hos mig trænger følelsen stærkere igennem, fordi der ikke en eneste gang er nævnt en anden person. Dette giver mig et indtryk af, at personen i digtet mangler tryghed og nærvær fra andre mennesker.
Larmen fra gaden overdøver alt. Lydene blokerer for minderne, jeg ændrer dem nærmest til en larm.
Det er gratis at oprette en konto