Huset

Rædslen, der ikke ville få en ende før om to til tre år - hvis den nogensinde fik ende - begyndte så vidt jeg ved med en båd af avispapir, som sejlede i en rendesten, der svulmede af regn. De tre runde lysene øjne på hver side af trafiksignalet var på denne eftermiddag i 1972 mørklagt, og også husene lå hen uden lys. I en uge havde det nu regnet uden at stoppe, og får to dage siden var det også begyndte at blæse ekstremt meget. På dét tidspunkt var strømmen gået i store dele af Glostrup, og den var endnu ikke kommet igen. En lille dreng i gul regnfrakke og røde gummistøvler løb henrykt afsted ved siden af avispapirsbåden. Det regnede stadig, men dog ikke så voldsomt som for ca. en time siden. Dråberne trommede på regnfrakkens gule hætte og lød i hans ører som regn på taget af et skur, en beroligende, næsten hyggelig lyd. Drengen i den gule regnfrakke var Oliver Hermann. Han var otte år dengang, og jeg var tolv. På dette tidspunkt lå jeg hjemme og hostede mig igennem det sidste af et grimt anfald af influenza, uvidende om hvad der nu ville ske med min lillebror. Jeg havde lavet den båd som Oliver nu løb ved siden af. Jeg havde lavet den, mens jeg sad i sengen med ryggen op ad en dynge puder, mens min mor spillede Beethoven, på det klaver hun havde fået af hele vores familie i 40-års fødselsdag, i dagligstuen mens regnen uophørligt piskede mod vinduet i hele dagligstuen. Omkring tre fjerdedele af vejen ned langs husblokken mod krydset og det døde trafiksignal var Gerdasvej spærret for motorkøretøjer af advarselslys og fire orange savbukker. På hver side af savbukkene stod der "Glostrup depot for offentlig arbejde." På den anden side af dem var regnen flydt over i rendestenene, som var tilstoppet af grene og sten og store, slimede bunker af visne blade. Vandet havde først ædt sig i små sprækker ind i vejbelægningen og havde så allerede på regnens tredje dag bortført store, grådige klumper asfalt. Oliver løb hurtigt efter båden, men vandet løb hurtigere og båden fik et forspring. Han hørte vandets brusen og tænkte for sig selv, da han pludselig så, at vandet i rendestenen fyrre-halvtreds meter længere nede ad bakken løb ned i en kloakåbning, der endnu ikke var stoppet til med vand. Den bestod af en langstrakt, mørk halvcirkel, skåret ud i kantstenen, og mens Oliver så på, skød en (rippet) gren, hvis bark var mørk og blank som sælskind, ind gennem åbningens gab. Et øjeblik blev den hængende og gled så ned indenfor. Det var der, båden var på vej hen. Han satte farten op, og et øjeblik troede han, at han kunne indhente båden. Så