Der indgik mange ting under betegnelsen sej. Man var sej, hvis man stjal. Delte tæsk ud. Røg cigaretter. Havde en kæreste. Var god til sport. Der var mange ting. Virkelig mange ting! Hvorfor overhovedet være sej? Det var rimeligt nemt at svare på, for hende, nemlig for at have et godt liv!Gunilla Pippi Lotta Rosalinda Hansen. Hvilket rædsomt navn hendes forældre var kommet på. Hvordan i det hele taget få en sådan tanke? Hun begreb det ikke. Hvis så bare Gud og Moderjord havde været lidt gavmilde med hensyn til alt det andet. Ja, så var det måske okay at hedde Gunilla og gå i 6. b. Men næh nej, intet yndigt blondt hår, blå øjne og pæne tænder. Hun måtte trives med en leverpostejshjelm, gråblå øjne og et ton metal i munden. Livet var øv. Plakaterne af alle de lækre mænd, på væggen, var de bedste kærester hun nogensinde havde haft, også de eneste, men det gad hun ikke tænke på. Orlando Bloom havde ikke noget imod alle de bøjlekys han modtog, han blev bare ved med at smile og være lækker. Åh, hvilken fantastisk kæreste. Han var hendes yndlingskæreste af dem alle, mest fordi han stod i bar overkrop, men også fordi han havde det sødeste smil. Der var en eneste ting Gunilla havde været heldig at erhverve sig. Det var sin slanke facon. Folk sagde tit, at det var ærgerligt hun havde et fjæs som et æsel, ellers kunne hun godt være blevet model. Hun kunne ikke helt finde ud af, om hun skulle tage det, som et kompliment eller en fornærmelse; Det var vel egentligt begge dele. Livet ville være så meget lettere hvis hun var en verdenskendt model. Hun ville hænge på New Yorkbusserne og se ih og åh så sexet ud. Elisabeth Arden ville plage hende, indtil hun til sidst gav sig og indvilgede i at være kampagnemodel for hendes helt splinternye 38-i-1 ansigtscreme. Hun ville afvise alle samtlige modebøsser og med yderste kræsenhed og omhu udvælge de førende modebutikker, hun ville posere for. Når først man havde Gunilla som frontmodel, så ville salget stige med 210 %. Alle ville gøre alt for at ligne hende, og de ville glædeligt købe sig fattige i alle de mærker, Gunilla havde klemt sin smækre krop ned i. Hun havde helt droppet det med at interessere sig for drenge. De interesserede sig alligevel aldrig for hende. Hver gang hun havde prøvet at kigge på en i smug, havde de lagt mærke til det med det samme, og straks begyndt at grine af hende. Hvad skulle hun også bruge dem til? Drenge er bare til for at vise at man ikke er alene. Hvad er der også i vejen med at være alene, hvis man bare har det godt med sig selv? Men nu var det sådan at Gunilla havde det alt andet end godt med sig selv. Hun var træt af at være speciel. Hun ville bare være som alle andre! Hvorfor skulle det lige være hende der lignede et æsel?
Det er gratis at oprette en konto