Korea blev invaderet og føjet til det japanske imperium i 1910 og var en del af imperiet frem til afslutningen af 2. verdenskrig. De Allierede havde aftalt, at Sovjetunionen skulle invadere det japanske imperium tre måneder efter krigens afslutning i Europa, og den 8. august 1945 erklærede Sovjetunionen krig imod Japan og gik fra nord ind i Korea. Japan overgav sig den 15. august, og nu besatte de sovjetiske tropper en stor del af det nordlige Korea. Efter Japans overgivelse begyndte USA en besættelse af landet sydfra og foreslog Sovjetunionen en midlertidig deling af landet ved den 38. breddegrad. Japanske styrker i Korea skulle efter denne aftale overgive sig til Sovjetunionen, hvis de befandt sig nord for den 38. breddegrad, og til USA hvis de var syd for. På den måde blev Korea hurtigt inddelt i to store zoner under kontrol af de to supermagter.
I december 1945 blev USA og Sovjetunionen enige om en administrativ opdeling af Korea. Det blev gjort uden at spørge den koreanske befolkning. Hver stormagt satte lydregeringer ind i de to områder: USA erstattede den venstreorienterede regering, der var oprettet i juni 1945, med antikommunisten Syngman Rhee, og Sovjetunionen indsatte den kommunistiske oprørsleder Kim Il-Sung. Begge lande lovede, at norden nok skulle blive genforenet med det landbrugsdominerede syd, men forsømte at komme med konkrete planer. De ideologiske forskelle forværrede forholdet mellem nord og syd, ligesom det spændte forhold mellem Sovjetunionen og USA mindskede håbet om en genforening. Der blev dog stadig ført forhandlinger om en genforening fra 1947 i FN-regi. Den 15. august 1948 blev Sydkorea oprettet og den 9. september samme år fulgte Nordkorea trop.
Det er gratis at oprette en konto