Måden, hvorpå nymoderne mennesker agerer, vil kontinuerligt være et samtaleemne, men kan fiktion fungere som en repræsentativ fortælling af virkeligheden? Mennesket er komplekst og er indbefattet af adskillige aspekter og karaktertræk, hvor normens forstand er vanskelig at revolutionere. Noget, der præger individer særdeles, er det moralske kompas, og hvorvidt man håndterer de udfordringer livet stiller sømmeligt. Hvilke værdier vi som moderne individer vægter højt, kan udforme en destruktiv verden med fejlagtige mål. En fiktiv genfortælling af mennesket er romanen ved navn “Skygge Baldur” af Sjón fra 2003. Det er et eventyr, der omhandler en rævejagt på Island i 1883. Det er den ondsindede præst “Baldur Skyggeson”, der jager en polarræv, hvor mødet med “Fridrik” afviger fra Skyggeson, grundet måden Fridrik tager den handikappede “Abba” ind til sig. Denne roman skildrer den djævelske side af menneskeligheden, der konstant jager, og kærligheden Fridrik beriger den handikappede Abba med, samt hævnen der endeligt pågriber Skyggeson.
Fortællingen er kronologisk opbygget og kan deles op i tre. Romanens første del udspiller sig på Asheimars øverst skråninger, hvor præsten Baldur Skyggesons rævejagt foregår: “Det omliggende terræn er kun lettere kuperet og skråner mod øst. Tuerne er lave og lavningerne ikke dybe”. Dag efter dag, følger man hans jagen efter ræven og desperationen for, at dræbe dette vildt. Han har en trang til at styre naturen, og hans altoverskyggende besættelse af ræven danner grobund for dette argument. I det barske vinterlandskab på Island, misæder han sig gennem sin dramatiske og poetiske jagt, dog viser han sig frem som vag og skyggefuld. Han er nær den gråbrune fjeldræv flere gange, og til sidst lykkedes det ham at få ramt på den.
Det er gratis at oprette en konto