Skygger er noget som altid forfølger mennesket og noget som man aldrig kan slippe af med. Det kan derfor siges at ens skygge nærmest er en del af en selv. I digtet ”Paa Sneen” fremstår skyggen også som en del af fortælleren, men dog ikke på samme måde som man normalt er vandt til. Her er skyggen meget mere end et mørkt område forsaget af blokeringen af en lyskilde. Skyggen er her drevet af ens undertrykte længsler som forsøger at slippe ud.
I Emil Aarestrups dig ”Paa Sneen” udgivet i 1838 som en del af digtsamlingen ”digte” mødes et jeg hvis skygge gennemgår en særdeles erotisk sammensmeltning med en passerende kvinde.
Digtet ”Paa Sneen” handler om et jeg som forfølger en kvinde en kold vinternat gennem byen. Igennem digtet går jeget fra en passiv beundring af kvinden til en løsrivelse af jegets skygge som derefter indgår i en erotisk sammensmeltning med kvindens skygge.
Emil Aarestrups digt ”Paa Sneen” er et lyrisk digt med få episke træk. Dette er tilfældet, da læseren får fornemmelsen af en handling i digtet, også selvom det meste af handlingen kun foregår inde i jegets eget hoved og derfor ikke på realplan. Digtet beskriver altså i højere grad jegets subjektive oplevelse af situationen i digtet. Denne subjektive påvirkning på digtet er dog et typisk lyrisk træk, da der i lyriske digte specielt er fokus på følelser, sanseudtryk osv. Et eksempel på dette er vers 1 og 2 i strofe 10 ” Og kom igjen tilsyne I Stillinger - o Lykke,”. På realplan kan man gå ud fra at jegets og kvindens skygger krydser hindanden uden mere, mens at der for jeget selv sker en erotisk sammensmeltning af skyggerne. Den høje sproglige stil som b.la. gør brug af flere poetiske ord samt billedsprog er også typiske lyriske træk i digtet.
Det er gratis at oprette en konto