Jeg elskede altid dig. Fra første gang jeg så dig på afdelingen, har jeg elsket dig. Da du tog kontakt til mig igen, efter ingen kontakt i lang tid, takkede jeg universet.
Jeg havde gået og håbet på og drømt om, at du igen engang ville dukke op i mit liv. Og så lige pludselig, så var du der. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
Al den tid jeg brugte sammen med dig føltes som en drøm. Jeg er faktisk stadig ikke 100% sikker på, at det var noget der skete, fordi det hele bare var så uvirkeligt og helt perfekt. Jeg ved også godt, at du nok ikke havde det på helt samme måde, men det er okay, det er jeg vant til.
Jeg har altid været det sorte får. Den syge, der ikke passede ind. Ikke kunne styre mit temperament, mine anfald. Det var også min families beslutning at sende mig til afdelingen.
I starten var der ikke noget, jeg hellere ville end at være normal. Jeg var træt af at føle mig anderledes, som den mærkelige man skulle tage ekstra hensyn til.
Men så, så fandt jeg dig. Eller rettere, du fandt mig. Janus, vi er på samme bølgelængde. Vi forstår hinanden. Vi er hinanden.
Det er gratis at oprette en konto