Det var en helt almindelig forårsdag, da Hjalte var på vej hjem. Intet var nyt fra i går dagens skoledag eller den før, udover fagene selvfølgelig. Hjalte havde siddet alene i enden af klasselokalet med bogen i næsen. Ingen havde snakket til ham igen i dag, udover læren da hun sagde hvor stolt hun var over hvor klog han var. Det var han ligeglad med, han mente at han kunne have lært det af sig selv, uden problemer. Han havde ingen venner, da alle mente at han kun tænkte på sig selv. Men da han var halvvejs hjemme begyndte der en tåge at danne sig. Hjalte tænkte, at det bare var en normal tåge, og gik videre. Det blev mørkere for hvert skridt han tog, og der faldt øjnene i, og alt gik i stå.
Da Hjalte fik åbnet øjnene igen, var han ikke på torvet som han gik på før han gik ud. Han kiggede forvirret rundt, ”Der er igen vej ud, hvis det er det du leder efter”. Det var en dyb stemme, men samtidig lød det som en ung person. Hjalte kiggede til hans højre side og der sad en dreng lidt mørk i huden. Han kiggede lige frem med knæene ved hagen. ”Hvem er du, og hvor er jeg!?” spurgte Hjalte og kom op på benene. ”Slap af mand, det er ik kun dig der er blevet taget her hen” sagde drengen mens han rejste sig. ”Men hvem er du egentlig, har ik set dig før” kom det lidt overrasket fra Hjalte. ”Jeg er Tobias, den bedste til samfundsfag!” kom det stolt fra drengen som tydeligvis hed Tobias. ”Hvad med dig, hvem er du?” spurgte Tobias, som nu havde vendt kroppen mod Hjalte. ”Mit navn er Hjalte” var det han kunne få ud af munden.
Det er gratis at oprette en konto