Henrik Pontoppidan, 1887 (7,6 ns.) Indlæst af Morten Thunbo
Fattiggården
Der stod en eftermiddag et stort spektakel omme i smøgen bag gadekæret, hvor fire-fem sorte indsidder-rønner ligger sammenbyltede under skolebakken.
Anledningen var vægtig nok; det var Stine Bødkers, der skulle på "kassen". Dette er den folkelige betegnelse for herredets store, nyopførte fattig- eller arbejdshus, der er hele egnens stolthed og pryd. Nu skal man i sandhed også kun vanskeligt kunne tænke sig noget mere fjernt fra disse gamle, smudsige og stinkende sogne-fattiggårde, hvor man i sin tid stuvede folk sammen på må og få og lod dem leve efter forgodtbefindende. Helt kongeligt ligger dette på toppen af en kratbevokset banke ud mod fjorden – muret i rødt og gråt, med spir på gavlene og majestætens navneciffer funklende i guld på blå grund over indgangsdøren.
Fremmede, der kommer forbi på vejen, vil sikkert ikke anslå det til mindre end et ting- og arresthus, et kgl. tugthus el. lign.; og mere end en besindig mand, der træder inden for det jernbespigrede plankeværk og betragter de mægtige trappegange, varmeapparaterne og de dekorerede lofter, ryster betænkelig på hovedet og ymter om overdrivelse.
Lemmerne (menneskerne på fattiggården)
Det skulle da netop være, at han kom op i en af de store sale, hvor lemmerne sidder rækkevis på små halmsæder under vinduerne og fletter sivmåtter og binder kurve – mændene og fruentimmerne hver i sin fløj. Der er altid noget meget uhyggeligt ved synet af en sådan forsamling af gamle, livstrætte mennesker, hvem tilværelsen intet længere har at byde – især, hvor livets lange kummer har sat så dybe mærker af tilintetgørelse som blandt disse.
Det er gratis at oprette en konto