I en verden, hvor krig, økonomisk krise, klimakatastrofe og mange andre
fortrædeligheder synes at være grundlæggende for vores samtidshistoriske
bevidsthed, er det nærliggende at konkludere, at dystopien har fortrængt
utopien som mulig verdensanskuelse. På skuldrene af de store utopier kulminerede den utopiske tænkning i det tyvende århundrede med begivenheder, der på den ene side bragte utopisk tænkning i miskredit, men på den
anden side skabte mulighedsbetingelser for mange af de forandringer, vi i
dag betragter som centrale værdier. Ungdomsoprøret fra slutningen af
1960’erne er formodentlig et af den vestlige verdens sidste store utopiske
projekter, båret frem af en drøm om universel fred og kærlighed. Ungdomsoprøret har ubetvivleligt sat sine synlige spor i eftertiden og bidraget til ny
forståelse af forholdet mellem kønnene, nyt syn på børneopdragelse, nye
tanker om det metafysiske, kunst og meget mere, men som aktiv utopisk
tænkning er der imidlertid ikke meget tilbage af ‘ånden fra 68’. Hvor den
etymologiske definition af utopien består af en negation af stedet – topos, så
står utopien i dag på mange områder tilbage som en negativt konnoteret
negation af det virkelige, altså som det uvirkelige eller urealistiske. Dette
kommer især til udtryk i den politiske diskurs, hvor det at være utopisk frem
Det er gratis at oprette en konto