Hvis du mærker en regndråbe på din kind, så prøv at forestille dig, hvordan
dens molekyler måske har været hele Jorden rundt i løbet af de seneste
100 år.
Begyndelsen på regndråbens lange vej starter højt oppe i atmosfæren,
hvor vanddampen i skyerne fortættes og bliver til små vandpartikler,
vanddråber eller iskrystaller. Når de bliver store nok, falder de på grund af
deres vægt ned mod Jordens overflade. Nedbør kan falde som regn eller
sne og ender over land eller i havet.
I naturen er vand altid i bevægelse i et uendeligt kredsløb. Fra
jordoverfladen fortsætter noget vand ned gennem jordlagene og ender i
grundvandet. Herfra kan det blive suget ind i en vandboring og på den
måde nå din vandhane hjemme i køkkenet. Andet regnvand optages af
planter eller løber ud i søer, vandløb, floder og videre ud i havet.
Solen er med til, at der sker en fordampning fra både havet, søer, floder,
landjorden og fra planternes blade. Vanddampen stiger til vejrs og afkøles,
efterhånden som den stiger højere op i atmosfæren. På et tidspunkt
fortættes vanddampen og danner skyer, der kan ses med det blotte øje.
På den måde indgår vandet i et evigt kredsløb – vandets kredsløb.
Det er gratis at oprette en konto