Da jeg var 9 år, gik jeg igennem noget som virkelig ændrede må mit liv. Det var en helt normal skoledag hvor, alle børn legede udenfor i frikvarteret, og spillede fodbold, gyngede, og meget mere. Mine venner og jeg gik til fodboldbanen for at spille men, midt i kampen skete der noget virkelig alvorligt. Jeg driblede med bolden, indtil en person fra det andet hold taklede mig hårdt. Han ramte mit ben virkeligt hårdt, så hårdt at jeg faldt med hovedet først på jordet. Mange personer vil tro at det ikke er noget men, det var noget virkelig alvorligt. Jeg faldt med mit hoved først, så hårdt at mit hoved balanceret på min nakke og, til sidst låg jeg på jordet. Jeg vågnede op på et hospital fordi, jeg besvimede midt i kampen.
Jeg kunne huske at, jeg havde virkeligt stort hovedpine, jeg kunne ikke bevæge min krop, og at min mor og far græd da de så mig. Jeg var virkelig forvirret og, jeg forstod ikke hvad der skete. Efter det vågnede jeg op igen og, så mine forældre og nogle læger, som kiggede på mig. Jeg var helt svimmel og, derefter spurgte dem om hvad der skete. De sagde i en stille tone at, jeg blev virkelig hårdt skadet i en fodboldkamp, og at jeg skulle være i hospitalet i 2 dage. Jeg var ikke så ked af det, lige siden alle børn vil gøre alt for at få fri fra skole. Jeg spurgte lægerne om, jeg kan gå på toilettet fordi, jeg hurtig skulle kigge på mig selv. De sagde ”ja da men, en af os skal tage dig der, lige siden du måske kan have problemer med at gå”. Jeg havde ingen problem med det, lige siden det bare var noget som jeg havde hurtigt løst til at gøre. Lige så snart jeg hoppede ned fra min seng, så begyndte mine ben med at have problemer med at gå. Mine ben følte som spaghetti og, jeg var helt chokeret. Jeg spurgte så hurtigt som jeg kan om nogle læger kunne hjælpe mig med at holde min balance og, de kom så hurtigt som muligt. Da jeg var på toilettet, så jeg at jeg havde et virkeligt stort ar som gik fra toppen af mit øje, helt ned til mine læber. Jeg var fuldkommet chokeret og, på en måde glad. Jeg var helt chokeret over hvordan jeg slet ikke kunne føle det og, også glad fordi, jeg synes at det var så sejt. Jeg var så glad. Jeg tænkte at, alle personerne fra min klasse, vil synes at jeg så helt sej ud, og mange andre ting. Jeg begyndte med at have lyst til at gå til skole for første gang imens, jeg hadet skole. jeg havde det så godt men, da jeg sagde det til mine forældre, så sagde de at jeg stadig skal være her i 2 dage og, at dagen efter, så skal de se om jeg har fået nogle infektioner, lige siden jeg havde masser af ar. Aften kom og det begyndte med at ramme min sengetid. Jeg troede at jeg måtte være vågen i længere tid men, mine forældre sagde at jeg skal stadig sove 20:00, lige siden jeg har masser af prøver til at gå igennem i morgen. Jeg var lidt sur men, jeg var i forvejen træt fordi, jeg ikke gjorde noget andet end at se tv. Jeg troede at jeg kunne hurtigt falde i søvn men, jeg havde masser af problemer med det. Sengen jeg sov på, var ubehagelig, jeg havde masser af ar på siderne af mit hoved og, at fjernbetjeningen på sengene var virkelig forvirrende. Jeg prøvede at trykke på nogle knapper men, det gjorde det endnu mere ubehageligt at sove på. Jeg tænkte at, jeg ville stille og roligt falde i søvn, men det skete virkelig ikke. jeg prøvede at sove helt til klokken var 23:00 hvor, mine øjne gav op og, jeg begyndte med at falde i søvn. Da jeg vågnede, så jeg lægerne som, kom med pandekager som morgenmad, og en kop varm kakaomælk. Jeg var virkelig sulten og, spiste det færdig på nogle få minutter. Lægerne sagde ”om en time, så skal du gå igennem nogle prøver og, det er bare for at se om nogle andre dele af din krop kom til skade”. Jeg havde virkelig ikke nogen problemer med det og, alligevel ikke havde noget andet at lave. Nogen timer efter, skulle jeg gå op, så lægerne kunne lave nogle prøver på min krop. Prøven var bare en X-RAY scanning på min krop. Jeg have problemer med at stå op, og fik at vide at, mit ben er brækket. Derefter gav de mig gips på mit ben og, sagde til mig ”i morgen, skal vi bare se om du har det bedre og, lære dig hvordan man går med krykker”. Jeg var lidt trist fordi, det betød at jeg ikke måtte spille fodbold i lidt over en måned. Jeg gad ikke virkeligt at være i hospitalet længere og, jeg havde bare løst til at gå hjem. Det var tid til at jeg skulle sove men, jeg havde problemer med det igen. Den her gang så, var det ikke så dårligt som dagen før. Jeg vågnede op, spiste morgenmad, og efter skulle jeg lære at gå med krykker. Det var ikke så svært som jeg troede. Lægerne sagde at jeg klarede mig virkelig godt og, derfor lader de mig blive hjemsendt. Jeg var virkelig glad fordi, det betyd at jeg kunne spille videospil igen. Da mine forældre og jeg kom hjem så, skyndte jeg mig med at spise aftensmad og, gik ind i mit værelse, for at spille spil. Desværre noget jeg ikke at gøre det fordi, mine forældre sagde at det var for sent. Jeg var lidt trist over det men, mine forældre så det direkte. De sagde til mig ”kun i dag, så må du være vågen i lidt mere tid og, at jeg må spille til klokken 21:00”. jeg var virkelig glad og, takkede dem.
Det er gratis at oprette en konto