Jeg husker tydeligt dagen. Jeg husker den især, når jeg en gang i mellem drejer min højre arm, og ser ned på den nu hvide streg. Der gik lang tid, før det ikke længere så rødt og drabeligt ud, som det gjorde dengang. Det her er historien om arret.
Billede af villaer i et villakvarter i Brønshøj.
Foto: Simon Skipper
Det havde været en mørk dag. Det var også sidst i januar, men det havde helt klart været mørkere, end det plejede at være på den tid af året. Det var næsten sort faktisk. Eller måske husker jeg det bare sådan. Det lagde en dyster stemning over byen, og de få mennesker, der var på gaderne gik med nedbøjede hoveder, mens de hurtigt skyndte sig hjem til deres varme stuer. De andre børn på vejen var også som sunket i jorden. De der ellers trodsede alt slags vejr, for at rende ud og spille rundt med en halvflad fodbold på det døde knasende græs. Med sprukne blå læber og tomme mælkede øjne, løb de trodsigt rundt på den fælles legeplads i vinterjakker og våde sko. Lige indtil der var en mor med overkroppen halvvejs ud ad et vindue, der piftede efter en af os drenge. Der plejede også at være en bemærkning til sidst, om at vi for guds skyld ikke måtte sætte en fod indenfor døren, før vi havde smidt de beskidte sko i en pose. Vi adlød for det meste, selvom det var modvilligt. Så traskede vi hjem af til vores huse, der næsten alle var ens og med tilhørende ens cigaretrygende, vanvidsrengørende, permanentfriserede med sirlige nudelkrøller krøller og stramtsiddende nederdele, ofte stresramte, klagende over idioterne i fjerneren, der kun lukkede lort ud og evindeligt drømmende om et sommerhus på Bornholm, som der desværre ikke lige var penge, fordi far var for doven – mødre. Dem havde vi sgu allesammen en af.
Det er gratis at oprette en konto