Mange af os lever i en tilværelse uden større bekymringer, hvor økonomisk stabilitet og tætte relationer udgør en fast del af vores liv. Men hvordan er det egentligt at eksistere på det absolut laveste trin i samfundet? Et spørgsmål der trækker os ind i en verden, som ofte er langt fra vores egen virkelighed. I de to tv-serier ”Barndom på bistand” og ”På røven i Nakskov”, får vi et nærgående indblik i familiernes udfordrende livsstil på kontanthjælp, med de mange bekymringer der tårner sig op, og hvor udfordrende det kan være at håndtere de mest basale ting, såsom at sørge for aftensmaden hver dag.
”Barndom på bistand” introducerer os for Josefine på 10 år, Nicklas på 15 år, og Stephanie på 20 år. De har hver især deres egen historie, men deler alle det fælles træk, at deres mødre modtager kontanthjælp. Serien åbner stille med en præsentation af de tre unge mennesker, og en beskrivelse af hvordan deres mødre er endt i den situation, de befinder sig i. Børnene deler efterfølgende deres udfordringer, og kaotiske hverdag. Det er rørende at høre, hvordan Josefine udtaler, ”Når jeg får opmærksomhed af de voksne, så bliver jeg sådan helt glad, for det får jeg ikke så meget af min mor” (0:56 - 1:04). Dette citat vækker en stor medlidenhed, da det tydeligt viser, at hendes mor ikke kan give hende den opmærksomhed, hun har brug for derhjemme. Hvilket bliver understøttet af den triste baggrundsmusik, der bliver spillet gennem introen. ”Barndom på bistand” formår generelt at fremkalde en dybere medfølelse for børnene, sammenlignet med serien ”På røven i Nakskov”, eftersom det er voksne mennesker vi introduceres til. Her bliver vi mødt med en intens konflikt om økonomien, og en afgørende kamp for at forhindre, anbringelsen af sit barn.
Det er gratis at oprette en konto