Karina Pedersen er 32 år, vokset op i en jysk forstadsghetto, sammen med sin misbruger mor og med to kriminelle brødre. Hun kommer fra underklasse miljøet, hvor det er almindeligt at bruge kommunen som tage selv bord! Det eneste karriere råd Karina fik hjemmefra var, ”gå til kommunen og få dine egne penge når du bliver 18” og helst en førtidspension.
Underklassen mangler ikke penge, men moral. Hun mener at folk, som lever af overførselsindkomst, nøjagtig ved hvad de gør, for at snyde velfærdstatskassen. Karina skyder skylden på velfærdsstaten, for at hendes brødre og klassekammerater, enten er på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension. Hun mener, man selv er skyld i, hvordan man lever og hvordan man vil leve sit liv. I stedet for at genvinde kontrollen over deres liv, ser underklassen kommunen som sin redning til at overleve. Velfærdsstaten virker ikke, folk ville bare have mere og mere, uden at tænke over konsekvenserne. Social arv findes, folk kopier det de oplever i deres opvækst. De burde tage ansvar for sine egne handlinger og ikke opgive håbet i livet. Karina lærte, at hvis man arbejder hårdt, så bliver man til noget.
Jeg synes ikke, man kan generaliser og mene at alle fra underklassen ”snyder” velfærdssystemet og kun er efter, kontanthjælp eller dagpenge. Vi har nogle syge og nedslidte mennesker i vores samfund, som har brug for hjælp. Men jeg er enig med Karina, at der findes nogle fra underklassen, der ikke bør få førtidspension og sagtens kan klare et fuldtidsarbejde, men nogle overlader alt til kommunen og forlænger mere hjælp end nødvendigt. Social arv er et problem, som vi må indse at vi har i vores samfund, men det kan ikke bruges som en undskyldning, for ikke at tage personligansvar.
Det er gratis at oprette en konto