I dag er det 8 år siden jeg for første gange kom i en pleje familie, jeg mindes tydeligt de tomme flasker, alt den vold og alt den uvished. Jeg blev revet væk fra alt det jeg elskede mest, det sted hvor jeg følte mig hjemme og tryg, det eneste jeg kendte til.
Allerede som 8-årig blev jeg ansvarlig for min lillebror [NAVN A], der dengang var 4 år. Jeg var der for ham hver gang han græd, jeg var der til at putte ham til han faldt i søvn, og jeg stod for at lave mad til ham. Det var mig der lærte ham alfabetet, og det var mig der lærte ham at tale.[1] Men nu hvor [NAVN A] er vokset op og er fyldt 14 år, er det på tide at han lære at træffe sine egne valg, og ser virkeligheden for hvad den er. Jeg må lære at give slip på [NAVN A] og lade ham vokse op, men det er en udfordring når jeg hele mit liv har skulle være den der beskyttede ham fra den onde omverden.
I dag fylder jeg 18 år, og det har en stor indflydelse på mit liv. Jeg er blevet myndig, jeg må selv bestemme hvor jeg skal bo, og jeg skal ikke længere leve under jeres behov, regler og problemer. Men selvom jeg har været igennem så meget, og nu endelig kan blive fri, har det sat sit præg på mig, og jeg kan ikke give slip, og jeg vil ikke give slip.
Det er gratis at oprette en konto