Det der skaber ulykkerne, er ikke nogle få fanatikere, og det er heller ikke de andres religion - det er religionen. Synspunkt af Henrik Nordbrandt
Da jeg første gang lyttede til beretningen om Abraham, der gik op på bjerget for at ofre sin søn, Isak, følte jeg mig dybt forvirret.
Det her handlede jo ikke om Universets Skaber, men om to gale mænd, Gud og Abraham der burde spærres inde på en anstalt, i lighed med dem, der troede de var Napoleon, eller gik rundt med en cigarkasse i snor og kaldte den for Trofast!
Hvis historien havde stået på bagsiden af Ekstra Bladet, ville man have kaldt den for plat og ikke engang gidet grine. Men nu står den i Bibelen, som er en meget fin bog. At den anses for at være det, skyldes måske hovedsagelig, at den er så gammel.
Jeg skal ikke benægte, at den søgende kan finde megen visdom her og der, men jeg vil hævde, at grundkonceptet er dumt. Jeg kunne godt have fundet er mere sofistikeret ord til at beskrive det, men netop dum, som er et af de første ord, barnet lærer, egner sig så godt. Og en dumhed bliver ikke mindre dum af et blive gentaget i et par årtusinder.
Det er gratis at oprette en konto