Det senmoderne menneske, der påstår at være solidarisk og empatisk. Det tyrer ikke til ydre aggressioner og foretrækker den udredende og løsningsorienteret samtale, det mener det nok selv. Men forholder det sig sådan? Naja Marie Aidts novellesamling, Bavian, stiller spørgsmålstegn til det senmoderne menneskes adfærd og identitet. Vi hævder at have styr på det hele og udvise overskud, men hvad sker der, hvis man ridser lidt i overfladen? Det langt tilbage, at vi boede side om side på lige fod med verdens dyr. Ligger den dyriske adfærd stadig gemt i det senmoderne menneske et sted? En gennemgående tematik gennem novellesamlingen er, hvordan en enkelt hverdagssituation nemt kan eskaleres. I novellen ”Slik”, hvor hvad der måske skulle forstille en hyggelig indkøbstur til sommerhuset, ender ud i politianmeldelse, afpresning og at den indre bavian slippes fri.
Kommunikationsevnerne i novellen praktiseres på et yderst utilfredsstillende niveau, og netop dét danner grundlag for konflikterne. Novellen gør brug af førstepersons jeg-fortæller, der følger Thomas. Gennem vores jeg-fortæller karakteriseres, og forstås de andre personer i teksten, især ved novellens brug af direkte tale. Det er her, hvor kommunikationsevnerne viser sig tydeligt. “Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad I har glemt og ikke glemt, du følger med mig.” (s.91) Alt den direkte tale, hvor de anklager og beskylder hinanden, og ligefrem er ligeglad med hinandens udsagn, hvilket blot fremfører et motiv om at sætte sig selv først. De uformelle normer om gensidig respekt krakelerer hurtigt og et skuespil, hvor begge parter fremtræder som aber på bagben, der spiller med musklerne opstår.
Det er gratis at oprette en konto