Nu når jeg sidder her og tænker over forskellen mellem ældre og nyere litteratur, så opdager jeg faktisk også at jeg er lidt splittet mellem dem. På den ene side kan jeg godt lide de gamle værkers formelle og behagelige sprog. På den anden side bliver jeg også fanget af den nyere litteratur, da jeg kan spejle meget mere i det. De er for mig mere nærværende og realistiske i forhold til min hverdag, end den gamle litteratur da den er skrevet i en anden tid. Når jeg læser de moderne tekster, kan jeg sætte mig så meget ind i det at jeg næsten kan mærke sveden, eller frygten og kommer ovenikøbet nogle gange helt til at græde. I denne artikel vil jeg reflektere over, hvad der adskiller ældre og nyere litteratur, og hvad der gør dem hver især værd at læse. Jeg tager udgangspunkt i Nils Gunder Hansens artikel ”Er der noget dansk litteratur efter 1950, der er værd at læse?” og jeg har valgt at gå lidt mere i dybden med Jakob Ejerbos tekst ”Nordkraft”, som jeg vil sammenligne med J.P. Jacobsens roman ”Fru Marie Grubbe”.
I Nils Gunder Hansens artikel, ”Er der noget dansk litteratur efter 1950, der er værd at læse?”, reflektere han over, om der egentlig findes noget dansk litteratur efter 1950, som er værd at læse. Han fortæller, at han selv elsker romaner fra 1800-tallet og savner den såkaldte ”myndige fortællerholdning”, som er den alvidende fortæller, som både kommentere og beskriver og som virker klogere end sine personer. Derudover nævner han også at han kommer til at savne ”den skikkelsesdannede evne”. Det betyder at han savner når forfatteren formår at skabe store og mindeværdige karakterer.
Det er gratis at oprette en konto