Vi skal kunne bruge ordet ondskab om Breiviks handlinger — og ikke kun om det symbolske.
Oliver Bacquet
Breiviks massemord i Norge var en ond gerning udført af en ond mand. Vores ondskabsbegreb er fattigt og meget utilstrækkeligt, hvis vi ikke kan beskrive den norske tragedie som et resultat af ondskab.
Det undrer mig derfor, når den norske journalist Tor Bach i Information d. 26. juli skriver om Breviks handlinger: »Det er helt fejlagtigt at sige, at det her er ondskab eller nihilisme. Manden handler fuldstændig fornuftbaseret ud fra sit ideologiske ståsted«.
Det virker som om, at Tor Bach her identificerer ondskab med en dæmonisk størrelse, en patologisk essens, der skulle stå i et radikalt modsætningsforhold til fornuft og ideologi. Tanken synes at være, at en handling ikke kan være ond, hvis den er forbundet med fornuft og ideologi.
Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsens har i bogen Ondskabens filosofi beskæftiget sig med fire former for ondskab:
•Den dæmoniske ondskab, som er et grænsebegreb, eftersom ingen i realiteten synes at gøre det onde, fordi de i sig selv er onde mennesker, der ønsker at gøre ondt
•Den instrumentelle ondskab, hvor man bevidst gør noget forkert for selv at få noget ud af det
Det er gratis at oprette en konto