Ondskab og opdragelse i filmen 'Das Weisse Band'

Ondskab. Dette ord beskriver noget, vi alle er eller vil blive udsat for en dag i vores liv. Naturligvis i forskellige grader, dog vil det ske for os alle, at vi møder en person eller oplever en situation, hvor vi personlig synes at det, som skete var ud fra ondskab.

Ondskaben har mange ansigter og er svært at definere. Dog kunne man forsøge det og begynde med, at mene Ondskab er forbundet med skyld og friheden om at alle kan bestemme deres hændelser. Det vil sige, at alt hvad man valger, at gøre ligger også i sit egen ansvar. Ondskab sker når man tilfører et andet væsen lidelse med bevidstheden om, at dette også føler denne lidelse.

Filmen ”Das Weisse Band” beskæftiger sig med selve emnet Ondskab og giver indblik på en generation, som var tvunget til at vokse op i disse forhold.

Jeg elsker mine forældre og jeg er sikker på, at de også elsker mig.

Hvorfor jeg er så sikker? Fordi det bare ikke kan være anderledes i min verden. Jeg er vokset op i totalt trygthed. Men efter jeg har set filmen ”Das Weisse Band” opstod der et helt nyt syn i mit hovede. Forældrene i filmen fokuserede på at overleve og meget kærlighed til deres børn blev i tilovers. Med sikkerhed ser die figurer i filmen det anderledes og definerer kærlighed på en anden måde end jeg gør. Alligevel virker de voksenes hændelser meget suspekt og ligner mere en afstumpethed end kærlighed. Tydelig bliver det i nogle situationer og symboler i filmen. Et eksempel for det er scenen, hvor børnene bliver straffet med bank og bagefter bliver tvunget til, at bære et hvidt bånd rundt om halsen for at vise deres skam. Faren er præst og er overbevist om, at han opdråger sine børn efter guds vilje. Det hvide bånd og bank ser ud til, at være den absolute løsning for forældrene. En anden scene, som fungerer som eksempel for filmens afstumpethed er scenen, hvor byens læge er sammen med sine børns barnepige. Han havde et sexuel-baseret forhold til barnepigen, som han i scenen prøver at afslutte ved at fornærme og ydmyge hende på en ret stump måde. Tegn af kærlighed findes slet ikke og han ønsker barnepigen endda døden. I denne forbindelse er han fuldstændig følelsesløs og ond. Den sidste scene, som jeg gerne vil bruge som eksempel for afstumpetheden i filmen omhandler bondemandens død, som ikke var tilfældigt. Bondemanden lever med sine børn i fattigdom og moren døde for et par uger siden. Efter nogle problemer i familien og landsbyen begår bondemanden selvmord i sin egen hytte. Tanken bag selvmordet var nok, at han selv ikke ville leve under disse omstændigheder og derfor vælger denne vej. Bondemanden har flere børn, som nu er stillet på sig selv og som allerede levede i fattigdom hele deres liv. Det vil sige, at manden besluttede at forlade sine børne med alle problemer, som for ham var grunden til at begår selvmord.