Romantikken er en litterær periode i starten af 1800-tallet, hvor forfatterne begynder at fokusere på menneskets følelser, sjæl og indre liv. I stedet for at beskrive verden gennem fornuft og logik, som man gjorde i oplysningstiden, mener romantikerne, at sandheden findes i naturen, i følelserne og i det åndelige. Naturen bliver et spejl af menneskets indre, og digteren bliver en person, der kan se dybere end andre og forstå forbindelsen mellem menneske, natur og Gud. Det er også en tid, hvor Danmark begynder at tænke over sin identitet, og derfor fylder fædreland, sprog og kultur meget.
2. Kendetegn
Romantikken er kendetegnet ved, at naturen bliver set som noget levende og helligt. Naturen er ikke bare omgivelser, men et sted hvor mennesket kan mærke Gud og finde mening. Følelser, fantasi og drømme bliver vigtigere end logik. Digteren bliver set som et geni, der kan forstå verden på en særlig måde. Der er også fokus på national identitet, hvor Danmark og dansk kultur bliver hyldet. Sproget er poetisk og fyldt med billeder, farver, lys og symboler.
3. Vigtige forfattere
De vigtigste forfattere i romantikken er Adam Oehlenschläger, som bliver kaldt “romantikkens fader”, Nikolai Frederik Severin Grundtvig, som skriver om fædreland og kristendom, Hans Christian Andersen, som blander fantasi og virkelighed i sine eventyr, Schack Staffeldt, som skriver om sjælens indre rejse, og Steen Steensen Blicher, som viser en mørkere og mere realistisk side af perioden.
Det er gratis at oprette en konto