Romantikken: periode, temaer og kunst

Romantikken var en tidsperiode i 1800-tallet hvor man dyrkede den romantiske følelse, naturen, fædrelandet og det overnaturlige.

I romantikken var man meget optaget af den store kærlighed, men også den ulykkelige kærlighed. I romantikken mente man at historien gerne måtte være tragisk og ulykkelig, den skulle bare kunne vække de rigtige følelser frem hos folket.

Romantikerne kunne godt lide at skrive om både hjertet, altså den store kærlighed, men også om smerte. De mente at den store kærlighed både kunne være god og ond mod personerne.

Kunsterne og digterne blev kaldt for romantiker, de blev kaldt romantikere fordi de var fyldt med store følelser og fantasien om kærlighed, både den store kærlighed, den umulige kærlighed og kærligheden til fædrelandet.

Nogle vil måske sige at romantikerne ikke kunne se forskel på drøm og virkelighed. Romantikerne kunne godt lide at alt var harmonisk, så selvom at der var ondskab, fattigdom osv. så kunne det godt følelse som om at de godt kunne se at alt ville løse sig.

Under romantikken mente digteren B.S Ingemann at man altid kan mærke at Gud er nær, og at problemerne med fattigdom, hjemløse, forældreløse osv. nok skulle løse sig så længe Gud hjalp og så skulle alt nok falde harmonisk på plads.