Fra barn til voksen: analyse af 'Far og jeg' og 'Værtshus'

Denne analyserende artikel vil undersøge litteratur, der tematiserer overgangen fra barn til voksen. Artiklen vil indeholde en analyse og fortolkning af novellen ”Far og jeg” af Pär Lagerkvist. Pär Lagerkvist var en svensk forfatter og levede i årene 1891 til 1974. Teksten ”Far og jeg” er fra novellesamlingen Onda Sagor (på dansk: Bedste fortællinger). Teksten blev udgivet af Bonnier Forlag i 1924 og oversat til dansk af Asmund Rostrup. Den danske oversættelse blev udgivet af Fischer Forlag i 1946. Artiklen vil også indeholde en perspektivering til ”Værtshus”, som er en tekst af Klaus Rifbjerg fra ”Under vejr med sig selv” oprindeligt fra 1956. Den førnævnte tekst skal bidrage til belysningen af udviklingen og tematisere overgangen fra barn til voksen.

I mange eventyr kan man møde den såkaldte hjem-ude-hjem komposition, hvor den pågældende hovedpersons rejse, som oftest ud i verden, kan læses som en metafor for livets udvikling og den personlige udvikling. Noget af det samme kunne gøre sig gældende for denne novelle ”Far og jeg”. Vi læser om sønnens og faderens udflugt eller rejse, som et billede på en livsudvikling; de skal ud at gå en søndag formiddag. Sønnen er i begyndelsen af novellen 10 år gammel. I starten af novellen siger de farvel til moderen og begiver sig herefter ud på deres søndagstur. Det er interessant at se på relationen og forholdet mellem faderen og sønnen, da den udvikler sig i takt med, at historien udfolder sig. Novellen er bygget kronologisk op efter et handlingsforløb; faderens og sønnens udflugt. Man kunne dog argumentere for, at fortællingen er et flashback, fordi fortælleren indleder med følgende citat: ”Da jeg henved var ti år gammel, husker jeg, tog far mig ved hånden en søndag formiddag…” (Linje(L)1, Side (S)1). Igen på side to beskrives det, hvordan fortælleren husker tilbage og kan genkende det pågældende scenario, hvilket også bekræfter teorien om at fortællingen er et flashback. Dog er der stadig kronologi i fortællingen, da hele fortællingen er et flashback og der dermed ingen spring i historien er. Om sproget i fortællingen kan det siges at være formelt, idet forfatteren bruger korrekt tegnsætning og ord, som man i sit normale talesprog ikke ville benytte sig af. Man kunne dog argumentere for at sproget i novellen hovedsageligt er uformelt, fordi det fortælles af sønnen; en dreng på 10 år. Et eksempel på uformelt sprogbrug kan ses i følgende citat: ”Træerne var så sære” (L.44, S.2). Her ses det, hvordan der i novellen bliver brugt talesprog, da dette er et eksempel på noget der kunne formidles i daglig tale.