Ved første gennemlæsning af Louis Jensens ”Den strandede mand” fristes man til at konkludere, at den omhandler en dreng, som gennemgår en psykologisk indre udvikling i retning af voksenlivet. Det gør den måske også. Men kigger man nærmere på novellens minimalistiske form og fantastiske univers, er der er i hvert fald også tale om en meget åben tekst, som giver læseren meget frie fortolkningsmuligheder.
Vi bliver præsenteret for vores fortæller med åbningssætningen ”Jeg bor ved havet”. Vi får intet hint om, hvordan fortælleren har det med den historie, han skal til at fortælle, eller hvem han er. ”En dag skyllede en mand af træ op på stranden”, lyder det følgende. Her får vi at vide, at fortællingen foregår i en fortid men ikke hvornår, og samtidig får vi præsenteret historiens omdrejningspunkt, en mand af træ. Historien får altså allerede her en tidløs og urealistisk karakter i stil med et eventyr. I næste afsnit bliver vi bevidste om, at fortælleren må være et barn. Den sproglige opbygning er meget enkel og lig et barns, og da man senere hører om barnets legetøj, virker det sandsynligt, at fortælleren er en dreng. I forbindelse med fortælleholdet er det væsentligt at være opmærksom på, at selvom man som læser opfatter historiens univers som fantastisk, er det ikke nødvendigvis fantastisk for fortælleren. Vi undrer os med det samme over, hvad træmanden i virkeligheden er, og hvor han kommer fra, mens drengen færdes omkring og i ham som det naturligste i verden. Novellens sidste og meget poetiske sætning står ligesom den allerførste skrevet i nutid, og jeg mener, at man kan argumentere for, at her tager en implicit fortæller over. Sætningen er af en mere generel karakter, som godt kan læses som en opfordring til læseren om at tage drengens univers og oplevelser alvorligt. Samtidig fungerer den også som en lille forløsning for drengen, idet den giver ham håb om fremtiden.
Det er gratis at oprette en konto