Min tur til zimbabwe

Hej, mit navn er Lars. Jeg vil gerne fortælle jer om min tur til Zimbabwe. Min tur startede med, at jeg tog af sted kl. 05:00 om morgenen. Mit fly fra Kastrup gik kl. 07:00, som fløj mig til Italien, hvor jeg skulle skifte fly. Da jeg kom op i mit fly, får jeg at vide, at jeg skal sidde ved siden af 2 meget store fyre, så det var ikke ret sjovt. Der var nemlig ikke ret meget plads, når jeg skulle have min mad. Da jeg kom til Italien, var der fire timer, inden jeg skulle flyve videre. Klokken var kun 10:00, så jeg gik hen og fik lidt at spise og noget at drikke. Da mit fly til Bulawayo landede og jeg gik op i det, var det meget bedre end det andet. Her var der mere plads til mine lange ben, og der sad ikke 2 meget store fyre ved siden af mig. Flyveturen varede i 6 ½ time, og vi fik noget dejligt mad ombord. Da jeg landede i Bulawayo, stod der en mand og ventede på mig, som skulle tage mig med til mit hotel. I receptionen på hotellet stod der en anden mand, som skulle vise mig vejen hen til mit værelse. Han skulle give mig en rundtur på hotellet, hvor han viste mig alt, hvad der var på hotellet. Efter rundvisningen kom jeg op på mit værelse, og fandt mine ting, som jeg pakkede ud, og bagefter gik jeg i seng, fordi klokken var 23:00. Næste dag skulle jeg på safari sammen med mange andre mennesker. Vi skulle ud at se på mange farlige dyr, og nogle ikke helt så farlige. De første dyr vi så, var bøfler. De var fredelige nok. Efter det så vi en masse zebraer. Da vi så dem, så vi også en løve, som lå og spiste en død zebra. Men da vi skulle se på næsehorn, sagde vores guide at de opførte sig mærkeligt. De løb ved siden af bilen et langt stykke vej. Men lige pludselig løb det ene næsehorn ind i bilen, som om det prøvede at vælte bilen. Lidt efter troede vi, at de var blevet trætte og havde givet op. Men så skete det uventede, at det vendte om og løb frontalt ind i bilen, så den væltede rundt på taget. Efter det løb næsehornet bare sin vej. Det var som om, at det bare lige skulle teste sin styrke. Efter at næsehornet var væk, og vi prøvede stille og roligt at komme ud af bilen, så vi desværre, at vores guide var død. Da vi så det, tænkte vi, at vi hellere måtte samle vores ting, så vi kunne gå ad den samme vej, som vi kom fra. Da vi begyndte at gå ad vejen, så vi mange af de dyr, som vi skulle have set, men også nogle som vi ikke håbede på at se. Det var jo desværre løver, fordi vi kørte jo igennem et farligt løve område. Da vi gik igennem løveområdet, kom der en bil kørende forbi. De så ikke venlige ud, og de havde våben. De kørte hen ved siden af os, så stoppede de og trak os op i bilen uden at sige, hvor vi skulle hen eller noget overhovedet. Vi fik også bind for øjnene. Da bilen så endelig stoppede, trak de os ud af den og lagde os på jorden. Så fik vi bindene væk fra øjnene, og så så vi, at vi var i en lille landsby, hvor alle menneskerne havde våben, selv børnene havde det. Det var slet ikke sjovt at se børn på 10 år gå rundt med våben og true folk. Det var den rene tortur at være der, og alt det de gjorde, var bare fordi, at de ikke kunne lide andre hudfarver end deres egen. Vi var 10 mennesker klemt ind i en lille hytte, hvor vi kun lige fik nok mad til at overleve. Vi kunne ikke ringe til familien og fortælle, hvor vi var henne. Efter vi havde været der et par dage, besluttede vi, at vi skulle væk derfra nu. Den dag havde vi lavet nogle små knive, så vi havde noget at forsvare os med, hvis vi blev opdaget. Senere den samme nat lod vi, som om at vi sov, så vi kunne snige os ud lidt