Samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig

Historie rapport

[NAVN A]. 8b

Indholdsfortegnelse

Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken – Hvad synes jeg?

Kildekritik

Kildehenvisninger

Konklusion

Min mening

Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken er betegnelsen for den tilpasnings- og forhandlingslinie over for besættelsesmagten, som den danske regering valgte ved besættelsen 9. april 1940. Regeringen accepterede under protest det tyske forslag, hvori besættelsesmagten lovede ikke at krænke dansk lov og neutralitet, mod at den danske regering garanterede for værnemagtens sikkerhed under besættelsen. I regeringen er Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og Konservative disse partier var den såkaldte Samlingsregering.Senere kom også Retsforbundet med i regeringssamarbejdet.

Samarbejdspolitikken var et forsøg på at beskytte demokratiet mod de antiparlamentariske bevægelser, der i krigens første år truede med at tage magten med tysk støtte, især det danske nazistparti DNSAP. Samarbejdspolitikken skulle også bruges til at bevare dansk selvstændighed. Modstanderne af samarbejdspolitikken var modstandsbevægelsen, herunder ikke mindst kommunisterne. Det var især Socialdemokratiet, der blev beskyldt for, med samarbejdspolitikken, og upopulære beslutninger, som f.eks. forbudet mod kommunisterne. Venstre og Konservative tog sig dyrt betalt for regeringssamarbejdet, bl.a. i form af fjernelse af flere af de økonomiske og sociale goder, som Socialdemokratiet havde vundet for arbejderklassen gennem 1930’erne.I august 1943. trådte den danske regering ud af funktion. På grund af det tyske krav om bl.a. indførelse af dødsstraf for sabotage. Kravet blev fremsat på baggrund af en landsomfattende strejkebølge i august 1943. Hovedmålet for samarbejdspolitikken havde været at bevare jurisdiktionen, dvs. retshåndhævelsen og administrationen af loven i bred forstand, på danske hænder. Nu krævede besættelsesmagten delvis overtagelse af denne på baggrund af, at det danske politi ikke længere viste evne og vilje til at beskytte værnemagten mod sabotage fra den danske befolknings side. Men det betød kun et formelt brud med samarbejdslinien, idet samarbejdet med besættelsesmagten fortsatte besættelsen ud gennem embedsmænd i ministerierne rådgivet af politikerne, der fra kulissen trak i trådene. For modstandsbevægelsen betød det sejr og et brud med den samarbejdspolitik, som modstandsbevægelsen tog kraftigt afstand fra.