Før Hitler kom til magten levede der ca. 500.000 jøder i Tyskland. De udgjorde mindre end én procent af befolkningen. Størsteparten var fuldstændigt assimileret (tilpasset) i det tyske samfund. De så sig selv som tyskere frem for som jøder. Mange havde helt forladt de jødiske trossamfund eller havde aldrig sat deres ben i en synagoge. Tusinder havde giftet sig med ikke-jøder, og de jødiske tyskere havde på lige fod med andre tyskere deltaget i 1. Verdenskrig. Det, der synliggjorde dem, var, at de fleste levede i storbyerne, ofte koncentreret i bestemte kvarterer og – som følge af tidligere tiders diskrimination – ofte overrepræsenterede inden for særligt fremtrædende eller prestigefyldte erhverv. Eksempelvis var mange jøder ansat i handels- og bankverdenen, på universiteterne, i retsvæsenet og i embedsstanden. Antisemitiske og nazistiske røster brugte dette som argumenter for, at jøderne var dominerende og ønskede at overtage magten i samfundet. Forklaringen bag den jødiske erhvervsfordeling skal dog som allerede beskrevet forstås i tidligere tiders diskrimination og udelukkelse. Derfor fandtes der fx ikke ret mange jødiske industri- eller landarbejdere.Omkring 90.000 af de tyske jøder kom fra Østeuropa, navnligt Polen og Rusland. De havde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet søgt tilflugt i Tyskland pga. forfølgelser i deres hjemlande. Disse mennesker hørte til blandt samfundets fattigste, og de skilte sig markant ud i gadebilledet med deres fremmedartede sprog, traditioner og påklædning. De kom derfor til at medvirke til, at mange fastholdt et negativt billede af jøderne som fremmede i det tyske samfund. Det gav antisemitismen ny vind i sejlene.
Det er gratis at oprette en konto