Novellen handler om Julie, som føler sig meget alene. Som der står i novellen: "Hendes problem var, at ingen så hende, heller ikke dem hun gik i klasse med. De så hen over hovedet på hende eller tværs igennem hende". Julie beslutter sig for at prøve at komme i kontakt med to af pigerne fra hendes klasse. Johanne og Jeanette. Men de reagerer underligt og svarer hende ikke, når hun kontakter dem. Det kan hun ikke forstå. Men en dag, hvor hun glemmer at åbne døren ind til klasseværelset, kommer hun ind alligevel. Ja, hun går igennem døren. Hun har svært ved at tro på det og går videre gennem muren ind i et andet klasselokale og ender på lærerværelset, hvor hun kikker i et spejl og opdager, at hun ikke har et spejlbillede. Lige pludselig får hun en ustyrlig lyst til at være sammen med andre, men det er lidt svært for hende, da man ikke kan se hende. Hun opdager så, at hun må indse, at det bare ikke kan blive anderledes. Novellen starter i en realistiske verden men drejer hurtigt over i en mere urealistisk verden. Bent Haller skriver: "Sådan var det, Julie var dømt til at være mere alene end ensom og forladt, altid, måske i al evighed, for sådan var det med hendes slags". Hvad Bent Haller helt præcist mener med "hendes slags" forstår Jeg ikke helt. Måske skriver han om de isolerede og indadvendte mennesker som ikke tør noget som helst. Man kan ikke se Julie. Hun prøver at komme i kontakt med mennesker, men de vil nemt opfatte hende som en slags spøgelse eller et genfærd for den sags skyld, hvis hun kom i fysisk kontakt med dem. Men måske er det også det hun er. Der står også i novellen: "Og da hun en nat, hvor hun kedede sig, prikkede Jeanette på skulderen,
Det er gratis at oprette en konto