Fristeren

Hans hånd var som ren silke, så blød. Jeg holdte godt om hans hånd, men ikke for hårdt, men heller ikke for blidt. For han måtte ikke flygte, jeg er aldrig kommet så langt før. De fleste gange er forældrene nået at tage deres børn inden jeg havde nået at snakke med dem. Drengen gik langsomt, jeg havde mest lyst til at rive i drengen og skynde mig til lejligheden, for folk gloede helt vildt. Jeg følte mig meget utilpas. Flere forældre der gik med deres børn i hånden, trak dem til sig. Jeg gik hurtigere og hurtigere, jeg kunne ikke lide at folk gloede. Drengen kiggede op og spurgte ”hvorfor skal vi gå så hurtigt?” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men så kiggede jeg op og så at skyerne var grå, det lignede at det skulle til at regne. Så jeg sagde hurtigt ”det regner snart og vi skulle helst ikke blive våde”. Drengen smilede og vi skyndte os videre. Vi kom til min opgang, da en forvirrende dame, som boede på gangen kom løbende ned af trappen. En fra hendes arbejde havde sagt at et af børnene var blevet væk. Jeg vidste at hun arbejde på en børne-have, for jeg havde en gang set hende derover, en gang hvor jeg havde været over at kigge på nogle børnene. Hun skyndte sig ud i en sådan hast at hun ikke nåede se hvem hun talte til for normalt snakker hun aldrig til mig, heldigvis. Hvad ville der ske hvis hun opdagede at det var den dreng der var væk, var ham jeg havde i hånden. Så det var meget godt at hun ikke opdagede at det var ham. Da hun var gået ud af døren, skyndte jeg mig at få drengen ind i min lejlighed uden nogle andre så ham.