Glæde

– en analyse af Amalie Skram: ” Glæde” fra Sommer, 1899

Aalborg Universitet

Dansk, 4. semester

Tekstanalyse og litteraturhistorie

Per Brahde

Myrdalstræde 153

9220 Aalborg Øst

Indhold

Indledning ..............................................................................................................................3

Analyse ..................................................................................................................................4

Genre og komposition ........................................................................................................4

Synsvinkel og udsigelse......................................................................................................8

Tematik ............................................................................................................................13

Konklusion...........................................................................................................................15

Perspektivering ....................................................................................................................16

Bilag: Udsigelse ...................................................................................................................22

Litteraturfortegnelse .............................................................................................................23

Opslagsværker......................................................................................................................24

Side 2

Indledning

Mænd kan være distræte. Således Georg Brandes, da han i Det moderne Gjennembruds Mænd

(1883) aldeles forbigår, at også en række kvindelige forfattere gør gennembruddet med og

følger hans kongstanke: „Det, at en litteratur i vore dage lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat“1. Et sekel skal gå, før disse får deres pendant i Pil Dahlerups Det moderne gennembruds kvinder (1983).

Retfærdigvis må her indskydes, at flere af de mest markante blandt disse kvindelige forfattere først griber pennen i løbet af 1880’erne, efter Brandes’ bog. Iblandt er Amalie Skram

(1846-1905), der med en række ægteskabsromaner, Constance Ring (1885), Lucie (1888), Fru

Inés (1891) og Forraadt (1892), tager tidens bigotte og bornerte kvindesyn under behandling

og leverer et vægtigt bidrag til den såkaldte ’sædelighedsfejde’ i 1880’erne; hun skildrer en

families forfald i romanserien Hellemyrsfolket (1887-98) og sætter psykiatrien til debat med

sindssygeromanerne Professor Hieronimus (1895) og Paa Sct. Jørgen (1895). Et naturalistisk