I slutningen af det 19. århundrede befandt Europa sig i en af de mest fredelige perioder i sin historie. Efter at Preussen havde slået Frankrig i 1871, var der ingen krige mellem de europæiske stormagter før krigsudbruddet i august 1914. Men det betød ikke, at der ikke fandt rivalisering sted mellem dem. Det var der mange grunde til, både psykologiske og økonomiske, men de kan summeres i stormagternes ønske om at sikre deres position og frygten for de andre stormagter. Det førte til kolonialiseringskapløb, til våbenkapløb og en nidkær overvågning ikke blot af hinandens hære, men også af industriens udvikling og befolkningernes størrelse. Der dannede sig derfor efterhånden to allianceblokke, på den ene side Frankrig og Rusland med et løst tilknyttet England og på den anden side Tyskland, Østrig-Ungarn og et noget upålideligt Italien. Da drabet på Franz Ferdinand den 28. juni 1914 førte til krisen mellem Rusland og Østrig-Ungarn, var ingen villige til at give køb på deres interesser. Der var en vilje til krig, om end næppe nogen stor lyst blandt de ledende politikere. I sidste ende var det denne vilje og frygten for, at modstanderen skulle få et militært forspring ved at mobilisere først, der førte til verdenskrigen.
Det er gratis at oprette en konto