Mig og musik

På mange måder kan mit personlige forhold til musik og musikkens verden beskrives som meget komplekst, for musikken som den følelsesladede kunstneriske udtryksform, den nu engang er, har altid fascineret mig dybt, og lige fra barnsben af har musikken også kunnet bevæge mig og mit sind, og det om end jeg først i løbet af de senere år er begyndt at sætte mig ind i de mere praktiske og tekniske aspekter af musikkens mangfoldige verden. Således er der kun meget få ting i verden, der efter min mening er mere fascinerende end den måde hvorpå musikken, der jo fra et naturvidenskabeligt synspunkt egentlig blot er svingninger i et medium, sædvanligvis luft, arrangeret efter tid og frekvens, der efter frembringelsen rammer menneskets øre, opfattes af dette og derefter stimulerer visse områder i menneskets hjerne, rent faktisk kan bevæge menneskers følelser så kraftigt.

Personligt udøver jeg dog kun musikken på et noget begrænset niveau, for kedeligt nok var mit engagement i musikken som barn lige så begrænset, som mine evner udi denne kunstform er nu. Men jeg spiller dog klaver, om end på begynderniveau, hvilket formodentlig skyldes, at jeg i store træk er autodidakt, og kun har modtaget meget få undervisningstimer, endda kun fra familiemedlemmer, der selv spiller meget sjældent. Dette resulterer i, at jeg ikke kan anvende treklange/akkorder i praksis, om end jeg forstår teorien bag. Rent praktisk foretrækker jeg klart at spille efter noder, medens spil efter gehør ikke hører til mine stærke sider, til gengæld er mit klaverspil efter noder nærmest fejlfrit. Men netop min mangel på erfaring og evner i klaverspil er en af grundene til, at jeg har set frem til faget musik på gymnasiet, fordi den praktiske erfaring, jeg regner med at få mulighed for at erhverve der, er meget værdifuld i forhold til min videre udvikling på instrumentet.