Eventyrgenren - som psykologisk barnepige og dannelses funktion
Denne litterære artikel belyser eventyrgenrens funktion og betydning, med inddragelse af Bruno Bettelheims tekst ’Eventyrets fortryllelse’, samt en analyse og fortolkning af folkeeventyret ’Kong Lindorm’.
Tanken om at ’de levede lykkeligt til deres dages ende’, får folk til at begive sig ud i eventyrets tidløse, urealistiske og ikke-eksisterende verden. At eventyr er så virkelighedsfjerne, giver selv de mindst usikre børn lyst til at begive sig ud i denne litterære genre, med henblik på jagten om undslippelse og den endegyldige lykkelighed. Hvilket til tider kan være svær at finde i den lidt tilsmudsede verden, man ellers er bekendt med. En verden man ikke altid ønsker at være en del af, og søger derfor en urealistisk flugtvej.
Eventyr skildre let genkendelige situationer, som folk kan relatere sig selv med. Eventyr virker derfor nærværende for alle, men dog mest med henblik på nutidens yngre generation. Børn forstår eventyr, hvilket giver dem lyst til at arbejde med kendte problemskildringer på et mere begrebsmæssigt plan. Dette er en let måde hvorpå børn kan forstå indbegreberne af alvorlige emner, samt få påpeget vigtigheden af at kunne skelne mellem det gode og det onde. Må dog understreges at barnet aldeles ikke erstatter den virkelige verden med eventyrets verden, og tror at de er én af samme ting. De mest begavede børn kender forskellen på de to verdener, men søger nok mest trøst i den ene. Den Amerikanske psykoanalytiker og børnepsykolog Bruno Bettelheim fortæller i et uddrag af ’Eventyrets fortryllelse’ fra 1975, om hans erfaringer til genren eventyr, hvor han også argumentere for det overstående: ”Hvad en erfaring end kan være, så påvirker den altid alle aspekter af personligheden på samme tid. Og for at være i stand til at klare livets krav har den totale personlighed. brug for at blive bakket op af en rig fantasi kombineret med en stabil bevidsthed og et klart greb om virkeligheden.”
Det er gratis at oprette en konto