Hvor der er popularitet, er der mennesker!Vi lever i dag i et samfund, hvor det enkelte individ efterhånden spiller den største rolle. Egentligt kan man sige, at selvstændigheden er ved at overtage sammenholdet. Det handler om at stå i spotlightet, for man skal føre sig frem, hvis man vil blive til noget i dag. Vi lever i et individualistisk samfund, og det kan mærkes, for medierne er proppet med programmer, artikler og sange, som handler om folks liv, eller hvilken privat oplevelse, som den enkelte person har oplevet. Det er blandt andet også noget af det, som grunder i, at antallet af skrevne selvbiografier er steget markant de seneste år. Folk skriver selvbiografier, fordi de vil fortælle samfundet om deres liv og deres tanker. Popularitet har den største grund til stigningen af selvbiografier, for det er in at være på, og det er in at være kendt. En anden grund er, at det private liv efterhånden har flettet sig ind i det offentlige liv. Offentlighedsmodellen er ved at gå i opløsning, og skilningen mellem de 4 liv er snart usynlig. I sådan et samfund sker der også ting, som går ind og påvirker os psykisk, for det er ikke alle, der kan leve op til disse krav og forventninger, som det enkelte individ sættes. Derfor er en tredje grund til stigningen af skrevne selvbiografier, at man skriver dem som en form for traumelitteratur, for at bearbejde de psykiske lidelser eller dårlige oplevelser, som man har oplevet i fortiden. Det er den samme teknik, som når man skriver dagbog, for det kan tit være behjælpeligt, at få skrevet sine tanker og oplevelser ned for at få dem ud af sit sind. Knud Voll Romer Jørgensen, som er en forfatter fra Nykøbing Falster, der har skrevet romanen: ” Den der blinker er bange for døden”, som handler om Knuds barndom, som en tysk dreng der er vokset op med sin danske far og tyske mor, Hildegard Voll, og hendes tyske traditioner i den sjællandske by Nykøbing Falster. Den tyske nationalitet gav anledning til chikane og til mobning af Knud. Selvom bogen har usædvanlige mange selvbiografiske træk, og bogen stort set kun handler om ham selv og hans liv, så har Knud med ret valgt, at kalde bogen for en roman. Grunden til at han har ret til at kalde den for en roman er, at den ikke overholder reglen om navnidentitet mellem forfatter, fortæller og hovedperson, for hvis ikke det er den samme person, der har de tre roller, så kan man ikke kalde det for en selvbiografi. I Knuds roman er han selv forfatter og fortæller, men han har valgt at sætte sin mor som hovedpersonen, og derfor kan man kalde det for en roman og ikke en selvbiografi. Det er ikke uden overvejelser, at Knud har valgt dette, men det er for, at han kan lave lidt om på sandheden og så samtidig undgå at blive kritiseret, og så har han gjort det for at beskytte sig selv. Knud indgår i novellen en dobbeltkontrakt med læseren. Det er fiktion, og derfor kan han trylle sin roman mere spændende ved at pynte på sandheden. Det er ikke sikkert, at han udelukkende har valgt at sætte sin mor som hovedperson, for at kunne kalde det en roman, men jeg tror også, at det har noget at gøre med, at hans mor havde en særlig rolle i hans barndom, og hun var grunden til, at han følte, som han gjorde, og måske er det også en måde, at undskylde at han har skammet sig over hende og hendes traditioner, og så vil han vise, at han faktisk er stolt over hende. Jeg synes, at Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden” er vellykkedes, da den rummer mange temaer, som er relevante i det danske samfund. Det han har skrevet, får mig til at tænke over nogle ting. Det er anderledes, at man ser tingene fra en anden vinkel, for det gør det nemmere at sætte sig ind i, hvordan flygtninge i Danmark har det. Romanen virkede skræmmende, og jeg fik den medfølelse og medlidenhed med Knud Romer, som sikkert var hans hensigt. Det bedste ved hans roman er det sprog, som han anvender, for jeg synes, at han har en helt speciel måde at formulere sig på, og det gør alene romanen til noget interessant. Han er utrolig dygtig sprogligt, og han anvender nogle metaforer, som farver hans tekst med positiv virkning. Efter min mening er bogen blevet noget mere spændende og interessant siden, at vi har arbejdet med den på klassen. Vi er gået i dybden i den, og det har fået mig til at tænke over yderligere emner. Han formår gennem sine små fortællinger at beskrive, hvordan han har haft det igennem sit ikke altid lige nemme liv. Det skuffer mig dog meget at høre at det, som han har skrevet ikke er helt oprigtigt, og at sandheden er blevet forvrænget fra Knuds side af. Det ødelægger lidt mit henholdsvis gode indtryk af romanen, og jeg mister en del af min troværdighed til hans tekster. Georg Græsholt har skrevet et læserbrev til Knud i weekendavisen, som han har valgt at kalde for ”Åbent brev til Romer”. Hvis jeg skal lave en argumentationsanalyse af dette læserbrev, så vil jeg blandt andet anvende Toulmins model. Hvis jeg går ud fra Toulmins model, så vil jeg sige, at Georg har anvendt alle appelformerne, da han skrev læserbrevet til weekendavisen. Jeg mener, at han har anvendt Logos, fordi han bruger sin fornuft, fordi han er sprogligt fornuftig, for han skriver ikke noget, som direkte vil støde andre, og han snakker ikke direkte dårligt om folk. Grunden til at jeg mener, at Georg samtidigt også har anvendt Patos er, at man tydeligt kan mærke i brevet, at han er følelsesmæssigt påvirket af Romers roman. Han føler sig stærkt trådt på af Knud. Georg har også anvendt Etos, for hans læserbrev virker meget troværdigt, og han virker en anelse objektiv, fordi han ikke snakker dårligt om nogen, han skriver fx, at han ser Knud som sin barndomsven, og det viser, at han har respekt. Han er også sproglig troværdig, for der er ingen stavefejl i hans tekst, og det sproglige niveau lægger til at være over den sproglige standart. Hvis det havde været en tekst smækfyldt med stavefejl, så havde den virket knap så troværdig. Samtidig er der også andre ting, som jeg vil undersøge, når jeg foretager mig min argumentationsanalyse. Georgs påstand i brevet er, at han ikke er enig i det, som Romer har skrevet i romanen, for han mener, at Knud har overdrevet, og at han slet ikke har haft det så slemt, som han giver udtryk for deri. Han mener ikke, at Knud, i en så slem grad, har haft en dårlig barndom. Han husker bare, at han tænkte, at nogle af Knuds mors tyske traditioner var lidt anderledes fx til Knuds fødselsdag, men det var ikke noget, som Georg husker som mobning. Det at Knud skriver, at han ingen venner har haft, synes Georg er for meget, for han regnede og regner stadig Knud for sin bedste kammerat i årene fra 3. klasse og frem til og med 3. g. Georgs belæg for sin påstand, altså sin direkte begrundelse for påstanden, er, at han mener, at ved at Knud laver sådan om på sandheden, så støder han en masse folk. Han svigter både indbyggerne i Nykøbing Falster, bykulturen og byens rygte, og det er derfor, at Georg ikke mener, at Knud kan være bekendt at lave om på sandheden, selvom han kalder det en roman. Hjemlen for læserbrevet, altså den indirekte begrundelse for Georgs påstand, er, at Georg selv føler sig personligt forurettet til Knuds kritik med, at han ingen venner har haft, og så føler Georg sig skuffet over, at han ikke engang er blevet nævnt i Knuds roman. En anden indirekte begrundelse er, at den lille hilsen, som han har sat ind, som Knud har skrevet til Thorkild og Hanne, er sådan som Knud er privat, og så synes Georg, at det er uforskammet, at han ikke kan nævne sådan nogen ting, som dem i den hilsen, når det er offentligt, når der i romanen kun står så meget negativt. I læserbrevet er der en række styrkemarkører, og styrkemarkørerne anvender Georg for at vise, hvor meget han kan stå inden for sine synspunkter, altså graden af styrken i sine påstande. Når han eksempelvis er meget sikker på sine påstandes rigtighed, vil styrkemarkørerne være ord som; ”nødvendigvis”, ”helt sikkert at”, ”utvivlsomt”. Er hans påstandene derimod ikke fuldstændig entydigt begrundet, kan styrkemarkørerne i stedet være fx; ”sandsynligvis”, ”efter alt at dømme”, ”for mig at se”. Styrkemarkørerne er således placeret i umiddelbart sammenhæng med påstanden. I læserbrevet bruger han eksempelvis stærke styrkemarkører som; ”så slemt var det jo ikke”, ”magen til sludder skal man lede længe efter” og ”et stykke historie forfalskning af rang”. Disse styrker virkelig Georgs påstande, meninger, og argumenter, og de hjælper ham til at overbevise modtageren om, at han taler sandt. Georg har også valgt, at sætte en rygdækningen ind i sit læserbrev, og det er fordi, at den skal understøtte hjemlen. Det kan man gøre på mange måder, fx ved at henvise til eller referere fra undersøgelser, der bekræfter hjemlen. Rygdækningen skal fungere som en dokumentation for, at hjemlen er god nok. Man skal ikke underkende værdien af at inddrage faktuelle forhold i en argumentation, så dokumentation fungerer godt i en argumentation. Den rygdækning, som Georg har valgt at sætte ind, er den lille hilsen, som han har sat ind i sit læserbrev, for den styrker hjemlen. Kære Thorkild og Hanne!Tusind tak for at I var der dengang - Som i ville kunne se er I ikke nævnt med ord udover vinbjergsneglehusene fra jeres smukke have, og det var fordi I var blandt de få, som jeg følte mig tryg ved- jer og Georg Alt det bedste [et håndtegnet hjerte] Knus Romer. Den viser nemlig, at Knud faktisk havde nogle venner. Det viser, at han ikke kan skrive de ting offentligt i sin roman, som han kan skrive privat, når den danske befolkning ikke kan kontrollere, hvad han skriver. Som det sidste vil jeg nævne gendrivelsen, som er rettet direkte mod modpartens synspunkt.
Det er gratis at oprette en konto