Skæbne
Hurtige, lyse stemmer,
der hvirvlede ud i det blå…
du var ulykkelig, Tykke,
men det ku’ vi ikke forstå.
Svedig og fed og dum…
helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen.
Vi stod og lo omkring.
Du sad på den forreste bænk…
græd ikke, nej glo, glo, glo!
når en bange og vittig vikar
spørger om to og to.
Vikarer i første Mellem
frelste en tynd disciplin
ved at vende det hele mod dig,
der forsvarsløst blev til grin.
Og da det omsider blev forår for os,
der var femten år,
og træerne stod og lyste
over pigernes bløde hår,
og du kom forsigtigt, alvorligt-
da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os,
var hende, det hele gjaldt.
Nu ta’r du hævn! Nu går du
med skrårem og støvler på,
du løfter en arm, og det skinner
i øjnenes blege blå.
For had og hån og trusler,
det kan et menneske ta’-
men ikke det, nej aldrig:
Det og grines a’…
Nu er du noget, Tykke!
mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren,
så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern
ind i min mund, når du slår,
Det er gratis at oprette en konto