Dødsriget.Vi troede at Aztekerriget var et stort paradis. Det var også en fantastisk verden. Hvis vi nu bare havde vidst, at vi sejlede direkte ind i døden.
Vi var trætte og kunne ikke klare mere. Maden var snart spist op og energien forsvandt ligeså langsomt. Besætningen inkl. mig selv, havde allerede affundet os med at vi var ved jordens ende, og at vi skulle dø unge på dette skib. Flere havde aftalt, at de snart skulle hoppe i havet og lade sig drukne. Men så endelig en dag, kunne vi skimte et land langt ude i det fjerne. Vi ventede flere dage, sågar uger. Vi troede at hele livet lå for fødderne af os, og at det var her Gud havde bestemt os til at leve resten af livet i pomp og pragt. Vi ville være store opdagelsesrejsende, som søfarer Columbus.
De sidste par dage på skibet, var de bedste i mit liv. Jeg var lykkeligere end aldrig før. Fest med det sidste mad vi havde og en masse mjød.
Jeg vågnede med et sæt. Det var koldt og der var helt sort udenfor. Jeg kunne mærke, at vi var tættere på end nogensinde. Ja, at den Ny Verden vi havde rejst så langt og ofret så meget for, lå lige ved siden af skibet. Til sidst vandt min nysgerrighed. Jeg listede op på dækket og prøvede at tænde et stearinlys. De første par gange gik mit lys ud, men til sidst kom jeg i læ for vinden og fik det tændt. Det smukkeste syn mødte mig. Kæmpe paladser, som lå i vandet. Det var en slags flydende ø. Som en stor tømmerflåde. Farvestrålende slotte, de vidunderligste skulpturer, store stenborge osv.Man ville ikke engang kunne drømme sig til denne verden. Der var så stille, at man kunne høre stearinet smelte ned i hånden på mig og den dejlige lyd af babyer der græd. Jeg savnede mit barn.
Det er gratis at oprette en konto