Jeg sidder nu i toget på vej mod Vestberlin; udenfor de beskidte vinduer, er træerne ikke grønne og frodige mere. Hvis man er heldig at se et blad, der ikke er faldet af, er det blevet brunligt og kedeligt. Jeg sidder i toget, fordi jeg skal besøge min onkel Johannes. Han har boet i Vestberlin fra før østtyskerne byggede muren.
Da, kom jeg til at tænke på den 18-årige Peter Fechter. Hvordan grænsevagterne havde skudt ham i 1962, og bare ladet ham ligge og forbløde, og alle de 85 andre mennesker som var blevet nådesløst skudt, bare fordi de ønskede frihed, ved at flygte over muren fra øst- til Vestberlin, og fordi at vesten kan tilbyde dem meget bedre levevilkår, højere lønninger og de grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til at sige hvad de tænker. Men der var til gengæld også mange mennesker, der overlevede den farlige tur over muren. Eller, skulle man sige; under muren. For det var nemlig lykkedes 150 personer at flygte ved at grave en tunnel på en østberlinsk kirkegård i 1961.
Jeg kiggede igen ud af vinduet. Toget var på vej gennem en mindre Østtysk by hvor højhusenes facader havde forskellige blege kedelige kulører. Farverne og trøstesløsheden gjorde mig trist.
Det er gratis at oprette en konto